Læsekursus nytter

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den meget omtalte læseundersøgelse, der viste, at danske skoleelever i 3. klasse var dårlige læsere sammenlignet med en række andre lande, har sat gang i læseundervisningen. Et af de mange steder, der er gjort en ekstra indsats, er Ikast Kommune.

I foråret 1995 besluttede skoleforvaltningen at give alle 4. klasserne en ekstra ugentlig dansktime i skoleåret 1995/96.

Den ekstra time blev ikke en del af det ordinære skoleskema, men bliver brugt til kursusforløb. I efteråret gennemførtes et skønlitterært læsekursus på en time hver dag i fire uger, og i april-maj er der planlagt et fagligt læsekursus efter samme model.

Inden efterårets læsekursus var eleverne igennem en læseprøve for de habile læsere og en for de svage. En måned efter kursusforløbet blev testen gentaget, og det viste sig, at 18 procent af de i alt 194 habile læsere var rykket op i den bedste gruppe, og yderligere 18 procent var rykket op i den næstbedste gruppe, og hele 12 af de 29 elever i de to dårligste grupper var rykket op.

Tendensen er den samme for de 75 elever, der gennemgik prøven for de svage læsere, selv om tallene ikke er så markante.