Debat

Vitale oplysninger

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En kommune har ret til at afskedige en tjenestemandsansat lærer efter et hensigtsmæssighedsskøn. Kommunens skøn kan bero på anonyme udsagn. For at give fyringstruede lærere et minimum af retsbeskyttelse, skal kommunen dog følge forvaltningsloven. Vel ikke noget helt urimeligt krav. Loven kræver, at kommunen giver den fyringstruede lærer en forklaring på, hvorfor netop han/hun ønskes fyret og samtidig giver den fyringstruede lejlighed til at forsvare sig. Egentlig ganske elementære menneskerettigheder, ikke mindst for folkeskolelærere, som i store dele af befolkningen anses for at være fredede, hvad angår vilkårlige fyringer.

I Hårby-sagen blev loven ikke overholdt. De fyrede lærere fik ikke de begrundelser, de havde retmæssigt krav på, og heller ikke lejlighed til at forsvare sig. Selvfølgelig en kommunal fejl, klart tilkendegivet af Tilsynsrådet. Men også en DLF-fejl. Trods mange opfordringer fra de fyringstruede lærere fik DLF ikke fremskaffet de for de fyrede lærere så vitale oplysninger. Faktisk står der i loven, at der ikke kan træffes afgørelse i sagen, før begrundelses- og høringsbestemmelser er overholdt.

Det er af stor vigtighed, at DLF i fremtidige diskretionære fyringssager sørger for, at fyrede lærere får den begrundelse, de retmæssigt har krav på.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Det er også væsentligt, at DLF i relation til Hårby-sagen erkender sit ansvar på dette for en fyret lærer så afgørende punkt. Spørgsmålet er egentlig ganske enkelt. Skal DLF i fyringssager sørge for at forvaltningslovens bestemmelser om begrundelse overholdes?

Trods utallige opfordringer har DLF's top ikke ønsket at forholde sig til dette spørgsmål. Men det er også kildent.

Niels Ole Sørensen

Hårby

Svar:

Foreningen har i den konkrete sag med accept fra Niels Ole Sørensen vurderet, at den opnåede aftale om fratræden økonomisk stillede Niels Ole Sørensen bedre end en uansøgt afskedigelse. Niels Ole Sørensen har efterfølgende godkendt aftalen.

I afskedigelsessager som i alle andre sager er det foreningens opgave at sikre at gældende regler overholdes samtidig med at foreningen skal søge at skaffe medlemmet de bedst mulige vilkår.

I den konkrete sag blev det vurderet, at de nødvendige oplysninger var til stede, og derfor indgik DLF sammen med Niels Ole Sørensen en aftale med Hårby Kommune. Der er således ikke tale om en uansøgt afskedigelse, men om en aftale om fratræden, hvorfor forvaltningslovens bestemmelser ifølge Tilsynsrådet for Fyns Amt ikke efterfølgende kan bringes i anvendelse for at ændre den indgåede aftale.

Venlig hilsen

Tom Egholm

næstformand for DLF

Powered by Labrador CMS