Nu er det nok

Kommunernes Landsforening mistænkeliggør lærerne

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den måde, Kommunernes Landsforening fører sig frem på, er ødelæggende for arbejdet i skolen og lægger gift for forhandlingerne med os, siger Anni Herfort efter hovedstyrelsesmødet i sidste uge, hvor man diskuterede overenskomststrategi, og hvor KL's nyeste udspil også var på bordet. (Pjecen blev omtalt i Folkeskolen i forrige uge.)

- KL fører en kortsigtet konfrontationspolitik, hvor man vil indføre resultatløn og forringe forberedelsestiden. Det vil virke fuldstændig ødelæggende for arbejdet i skolen, og det bliver ikke med os som aftalepart.

- Jeg forstår ikke, hvad man vil opnå med den slags personalepolitiske udspil. Og det virker hult, når man samtidig forsøger at bilde offentligheden ind, at man ønsker at højne kvaliteten i skolen. Det ser ud, som om KL mener, at det kun er de unge ildsjæle, der duer til noget, mens den store gruppe ældre, erfarne lærere blot får en hånlig bemærkning om ikke at være tændte mere.

- Disse postulater skal så tilsyneladende danne grundlag for at ændre lønsystemet, og det er ikke en saglig måde at føre politik på. Det er en provokation. Hvordan kan KL forvente, at medlemmerne vil sige ja til det? Og hvordan kan man tro, at foreningens medlemmer bagefter skal kunne bakke helhjertet op om at udvikle folkeskolen, spørger Anni Herfort.

Logisk hænger det ikke sammen, medmindre strategien er at gøre lærerne indbyrdes uenige samtidig med, at man i offentligheden vil gøre os til syndebukke for de problemer, der er i folkeskolen, fordi der ikke er bevilget penge til de materialer og de arbejdsbetingelser, som skal til for at gennemføre den nye skolelov, mener hun.

- Den logik kan jeg forstå. Men vi hopper ikke på den, for den vil ødelægge skolen, og det er der ingen, der kan være interesseret i.

- Det er hårdt at undervise i dag. Det kræver, at hver eneste lærer er veluddannet og kan agere professionelt. Og det kan man kun, hvis arbejdsgiverne demonstrerer forståelse for lærernes situation ved at betale en ordentlig løn, ved at sikre god og vedvarende efteruddannelse til alle, og ved at føre en skolepolitik, der sikrer, at de materielle rammer som undervisningsmaterialer og bygninger er i orden.

Der er kommuner, der forsøger at leve op til en sådan linie, og som ønsker at føre en anstændig personalepolitik, men den måde, KL fører sig frem på i medierne, forgifter luften og ødelægger arbejdsglæden for selv den mest optimistiske lærer.

- Da vi skiftede fra staten til kommunerne, argumenterede KL med, at der så ville blive sammenhæng i personalepolitikken, og de lagde op til, at samarbejdet med lærerne var vigtigt. Nu opfører de sig ikke som en samarbejds- og forhandlingspart. De ter sig, som om vi er fjender, og det skaber ikke kvalitet i skolen og gør bestemt ikke overenskomstforhandlingerne nemmere, siger Anni Herfort.

-th