Debat

Tungt ansvar

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kære Fakhra Mohammed.

I Folkeskolen nummer otte af 22. februar 1996 anfører du i artiklen 'Bag sløret' en række argumenter mod regeringens lovforslag om indsats for tosprogede børn.

Det er et tungt ansvar, du påtager dig med de synspunkter. Kendsgerningerne er, at alt for mange børn af etniske mindretal, som er født og opvokset her i landet, kommer i skole uden at kunne dansk, og samtidig beretter modersmålslærerne om, at nogle af børnene også har en meget begrænset udvikling af deres modersmål.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Derfor har disse børn en stor risiko for at blive tabere, og derfor har alle partier i Folketinget på nær Enhedslisten støttet dette initiativ, selv om det medfører øgede udgifter for staten. Jeg er overbevist om, at partierne har gjort det ud fra et ærligt ønske om at give børnene de bedste muligheder for en god skolestart.

De erfaringer, vi har med pilotprojekter på området, er gode, og vi ser, at både børn og forældre har været meget glade for at deltage. Vi kan nu se, at de første børn, som deltog i et projekt, er nået til 5. og 6. klasse og stadig klarer sig godt. Det er, hvad vi ønsker for alle børnene.

Du skriver, at skolen skal tage udgangspunkt i elevernes forudsætninger, og det er jeg helt enig i. Men det betyder ikke, at forældrene dermed fritages for ansvaret for deres børns udvikling. Vi har i Danmark en lang tradition for, at skole og forældre samarbejder for at sikre den bedste udvikling for børnene, men vi ved også af erfaring, at i de tilfælde, hvor forældrene ikke vil tage et medansvar for deres børn og overlader alt til skolen, er det meget vanskeligt for skolen at sikre barnet den optimale udvikling.

Jeg kan derfor kun opfordre alle forældre fra de etniske mindretal og deres talspersoner til at tage et medansvar og gøre deres bedste for at sikre børnenes udvikling. Det kan ske ved, at de lader børnene komme i børneinstitutioner og deltage i de projekter, som kommunerne måtte oprette netop med henblik på at sikre en god udvikling, så de kan klare sig godt i skolen og senere i samfundet. Jeg tror, det er det, de fleste ønsker for deres børn.

Ole Vig Jensen

undervisningsminister