Debat

Budstikken går videre

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den selvsamme dag, som foråret så småligen brød igennem, og jeg fik fjernet juletræ, glimmerskidt og nytårsfusere fra haven, hørte jeg ekstrem fladpandet lavlandstale i TV-Avisen. - En person fra Kommunernes Landsforening, hvis navn jeg heldigvis ikke husker, udtalte, at han ikke ser nogen grund til, at lærerne ikke kan aflønnes efter præstation og graden af ildsjælsstyrke. Indslaget afrundedes med et forslag fra en 12-13-årig skoleelev gående ud på, at børnene rettelig burde fastsætte lærerlønnen. - At nogle mennesker åndløst og ureflekteret tror, at folkeskolen kan sættes på formel og håndteres som enhver produktionsvirksomhed, har vi længe vidst. Nytten af forklaringer har vi længe indset nulværdien af. (Anni Hertoft afstod da også i samme TV-Avis for belæring). Men at vi fortsat tier og tåler og tøver, mens folkeskolen vånder sig i dødskramper, kan undre mere og mere. - Dernæst hin dag læste jeg Niels Chr. Christensens artikel i Folkeskolen nummer ni om stregen i sandet. Hans slutappel lød: 'Op på barrikaderne - lad budstikken gå!' Det var uvant tale. En røst fra folket. Af hjertet tak! Enhver med kridtslam på fingrene ved det jo: At førhen engagerede og kreative kolleger - unge som gamle - fremviser udslukte øjne og opgivende attituder - tilsat et skvæt galgenhumoristisk overlevelsestale, mens vi venter på folkeskolens definitive død. Tror man, at lærerne udgør en særskilt kaste af overmennesker, der i årevis er i stand til at modstå pres, krav og mistænkeliggørelse fra alle sider med gejst og sprælskhed i behold? Den utopiske - og i visse henseender misforståede - nye folkeskolelov er endnu et påbud om passende at sørge for at have de rigtige meninger - eller holde tand for tunge. Jo, magteliten har lette kår og frit spil til selvpromotion. - Dagen forinden havde den allestedsnærværende guru John Halse til landets største avis udtalt, at folkeskolen har sovet i timen, idet han allerede for ti år siden kunne oplyse om ændret børnekarakter. Sidder vi helt stille og hører på det, mens vi tænker på, at det er forældrekarakteren, der har forandret sig? Hvad om vi vovede at stille simple, enkle krav til forældrene om for eksempel at opdrage i stedet for at opvarte - og måske ligefrem snakke lidt med deres børn hver dag. Skal vi fortsat være ligeglade med landets fineste råvare: Vore børn - og optræde som marionetter? - Vi er mange gamle - skal vi sige erfarne - lærere (så tallene forleden i avisen, omtrent 30 procent over 50), hvad med at forsøge at hjælpe vore unge kolleger, der står med en vanskelig, truende fremtid? Lad os sige fra og ændre den danske lærerprofil fra rungende tavshed til modig træden i karakter. Og forlade 'vi-må-holde-processionen-ud-holdningen'. Hvis vi hæver røsten, vil koret blive gigantisk.

Slut med fusere og flimmer/glimmerskidt!

Budstikken er givet videre - hvem griber den nu?

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Else Baggesen

Holmegårdskolen, Hjørring