Nu er der for alvor kommet gang i bombardementerne fra arbejdsgiverne om den decentrale løns velsignelser.

I kommunernes blad, Danske kommuner, bliver det slået fast, at løn er et ledelsesværktøj, og at automatikken i løndannelsen er uden sammenhæng med den serviceproduktion og de vilkår, der gælder for det offentlige arbejdsmarked.

Resultatlønnen defineres nu yderligere ved et forslag om, at de offentligt ansatte skal til en årlig eksamen, der skal danne grundlag for deres løn.

I DLF-sammenhænge er der også gang i debatten.

Hvordan skal vi forholde os til arbejdsgivernes frembusen? Hvad skal vi stille op mod deres selvforstærkende udsagn om, at vi putter os i et forældet lønsystem, de oven i købet fremstiller som rivende uretfærdigt?

Hvordan skal vi tilbagevise deres leflen for svage sjæle, der kunne forledes til at tro, at de er i gang med at åbne for lønkassen til alle de offentlige ildsjæle, der har fået en alt for lille løn?

Hvordan skal vi få styrke og enighed i egne rækker, når der faktisk er folk blandt vore egne, der flirter med arbejdsgiverideen, samtidig med at de undskylder sig med, at de er modstandere, der blot har det særlige problem, at de ikke kan holde til at føre faglig kamp, hvis det er ensbetydende med, at der kører en decentral lønkrone uden om deres bord jævnfør kongresbeslutningen?

Hvordan skal vi få slået fast, at forandring ikke altid er af det gode, når overbeviste modstandere af det decentrale lønsystem bliver anklaget for, at det er en ringe og ynkelig kunst bare at være imod?

Vi skal være offensive, ikke defensive, lyder selvkritikken af vores hidtidige fremfærd. Jeg er principielt enig.

Men så gælder det for mig om at få afsløret, hvorfor arbejdsgiverne er så forhippede på at ændre lønsystemet.

Tror vi virkelig, at det er fra arbejdsgiverside, at vi skal modtage de forslag til løndannelsen, der bedst tilgodeser medarbejderne?

Tror vi, at arbejdsgiverne i en tid, hvor der skal skæres på alle offentlige budgetter, vil tilbyde et lønsystem, der samlet set stiller lønmodtagerne bedre?

Kunne man ikke forestille sig et arbejdsgiveranliggende i at splitte de offentligt ansatte så meget i det daglige arbejde, at for eksempel et medarbejdersammenhold på den daglige arbejdsplads helt forsvinder bort i kampen for at gøre sig personligt bemærket?

Ved overhovedet at vælge lærerjobbet har vi afskrevet et liv på de bonede karrieregulve på jagt efter guldstøvet.

Vores arbejdsenergi må nødvendigvis komme af det daglige arbejde. Nogle gange er det hævet over ussel mammon, som når en elev pludselig tager et hop, eller det er konkret og afhængigt af de ressourcer, der stilles skolen til rådighed.

Vi vil fortsat have en ordentlig løn og dermed mere løn. For selvfølgelig skal vi have løn efter de kvalifikationer, der ligger i vores uddannelse og i vores daglige arbejde.

Det er underlødigt, når KL prøver at tækkes de unge lærere ved at stille spørgsmålstegn ved rimeligheden i, at en ældre og underforstået ikke lige så entusiastisk lærer skal have 58.000 mere om året, når alle ved, at lønnen er anskuet som en livsløn.

(Forkortet af redaktionen)

Lotte Lange

kredsformand i Greve

medlem af hovedstyrelsen