Debat

Tør vi tage slagsmålet

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvis Kommunernes Landsforening i bund og grund ville det samme som Danmarks Lærerforening, var der vel ingen grund til at opretholde Danmarks Lærerforening som andet end et pædagogisk debatforum?

Bjarne Kristiansen og Paul Hagh Petersen fra Roskilde gør i Folkeskolen nummer 8/9 et stort nummer ud af, at arbejdsgiverne grundlæggende har helt andre ideer og hensigter med den decentrale løndannelse, end jeg har. Det er helt rigtigt set, og kan forhåbentlig ikke komme bag på nogen?

Desværre - og alligevel naturligvis - vil arbejdsgiverne i Kommunernes Landsforening bruge den decentrale løndannelse til gammeldags arbejdsgiverformål - som et personalepolitisk styringsinstrument - til at bryde sammenholdet blandt medarbejderne og skabe indbyrdes konkurrence - til 'del og hersk'. Men skal det være en grund til, at vi som fagforening går i coma? Efter min mening ikke! Vi skal tværtimod erkende arbejdsgivernes intentioner, analysere dem og forholde os til dem og om nødvendigt bekæmpe dem i den udstrækning, de er i modstrid med DLF's lønstrategi og politik. Det er vel strengt taget en fagforenings hovedopgave!

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Danmarks Lærerforening har en meget veldefineret lønstrategi, som er vedtaget på kongressen i 1993, og jeg er overbevist om, at kredsene ville kunne sikre medlemmernes decentrale lønkroner fra overenskomst 95 uden at komme i konflikt med den. Det ville ikke blive let (hvis vi ellers kunne få lov til at gøre forsøget) - der er naturligvis ikke 'frit valg på alle hylder', og det er der for øvrigt aldrig når fagforeninger forhandler med arbejdsgivere. Men hvis vi i Danmarks Lærerforening ikke på alle niveauer med styrke tør forfægte kongressens lønstrategi, fordi arbejdsgiverne vil trække tingene i en anden retning - ja, så er det simpelthen for opgivende og defensivt. Netop fordi arbejdsgiverne vil bruge den decentrale løndannelse i en totalt forældet 'del og hersk-strategi', er det nødvendigt at opretholde Danmarks Lærerforening som en fagforening, der tør arbejde for medlemmernes løn- og tjenstlige interesser - også i modvind!

Reinhard Werner

kredsformand

Vestsjællands Lærerkreds

Kalundborg