Penge til gode

Nogle overenskomstansatte, som er afskediget med fratrædelsesgodtgørelse, har penge til gode

Hvis man er overenskomstansat og fratræder efter at have været ansat uafbrudt ved samme kommune i 12 år eller derover, skal man have en fratrædelsesgodtgørelse. Fratrædelsesgodtgørelsens størrelse afhænger af, hvor længe man har været ansat i kommunen. Hvis man har været uafbrudt ansat ved kommunen i 12 år, svarer fratrædelsesgodtgørelsen til en måneds løn. Efter 15 års uafbrudt ansættelse er man berettiget til en fratrædelsesgodtgørelse på to måneders løn, og hvis man har været ansat i 18 år eller derover skal man have en godtgørelse på tre måneders løn. Man er kun berettiget til fratrædelsesgodtgørelsen, hvis man på afskedigelsestidspunktet er ansat i en stilling som overenskomstansat, men de 12, 15 eller 18 år kan godt være optjent i stillinger som for eksempel årsvikar og/eller timelærer.

Man får dog ingen fratrædelsesgodtgørelse, hvis man ved fratrædelsen vil oppebære pension fra arbejdsgiveren eller folkepension.

Hvis du har fået fratrædelsesgodtgørelse i forbindelse med fratrædelse fra en stilling som overenskomstansat, bør du sikre dig, at dit eget bidrag til pension er medregnet i godtgørelsen. Alle overenskomstansatte lærere betaler et sådant egetbidrag.

Hvis egetbidraget ikke er regnet med, bør du over for kommunen rejse krav om efterregulering. Du skal være opmærksom på, at du skal rejse et eventuelt krav om efterregulering, inden der er gået fem år fra din fratrædelse.

I øjeblikket verserer der en retssag ved Østre Landsret, anlagt af Kommunale Tjenenestemænd og Overenskomstansatte, KTO, mod de kommunale arbejdsgivere. Sagen handler om, hvad en månedsløn er, når vi taler om ovennævnte fratrædelsesgodtgørelse. De kommunale arbejdsgiveres anerkendelse af, at eget pensionsbidrag skal regnes med som ovenfor beskrevet, er det første håndgribelige resultat af denne retssag. Men arbejdsgiversiden vil fortsat ikke anerkende, at arbejdsgiverens pensionsbidrag også skal medregnes. Derfor fortsætter sagen ved Østre Landsret. Hvis sagen munder ud i, at også arbejdsgivernes pensionsbidrag skal regnes med i fratrædelsesgodtgørelsen, vil foreningen vende tilbage med en orientering om dette.

Det er paragraf 2a i funktionærloven, der fastslår, at ovennævnte type fratrædelsesgodtgørelser skal udbetales. Lærere er ganske vist ikke funktionærer, men en bestemmelse i overenskomstens paragraf 17, stykke 1 sikrer, at overenskomstansatte lærere også har krav på godtgørelsen.

Hvis du er i tvivl om noget vedrørende fratrædelsesgodtgørelsen, bør du henvende dig til den lokale kreds.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Powered by Labrador CMS