Masse-tilgang til parti

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Sidste år skrev 223 forældre på Møn under på, at de gerne ville betale mere i skat for at sikre deres børn en god skolegang. Det fik ikke politikerne til at ændre deres beslutning om en ny skolestruktur påøen.

Nu har 108 mennesker i løbet af få dage meldt sig ind i Socialdemokratiet for at lægge pres på politikerne. De nye parti-kammerater er samtidig medlemmer af foreningen 'Tre lige gode skoler', der kæmper for at bevare overbygningen på tre af de nuværende fem skoler påøen. Foreningen er modstander af at nedlægge tre af øens skoler, bygge en helt ny og reducere to andre til fødeskoler. En beslutning, politikerne tog i efteråret på trods af et tidligere løfte til borgerne om at bevare tre ligeværdige skoler.

- Beslutningen om at samle overbygningen i Stege er udelukkende taget af økonomiske hensyn. Men med den nuværende lave rente kan vi godt få tre lige gode skoler, siger Jørn Thorsen, der er formand for foreningen.

Med 108 nye medlemmer er Socialdemokratiet på Møn næsten blevet fordoblet. Foreløbig kan de nye dog kun lægge et moralsk pres på partiets medlemmer af kommunalbestyrelsen. Hvis det ikke er nok til at få dem til at ændre beslutning endnu en gang, vil de nye socialdemokrater forsøge at få opstillet så mange af deres egne til kommunalvalget i efteråret 1997.

- Til den tid vil den nye skole i Stege ganske vist stå færdig, men det bliver så op til vores folk at sørge for, at de to fødeskoler bliver sat i stand og udvidet, så de igen kan få hver en overbygning. De lokaler, der bliver til overs på den nye skole, må så bruges til andre formål, siger Jørn Thorsen, der i øvrigt er lærer på Hjertebjergskolen, som sammen med Fanefjordskole er dømt til at blive fødeskole - indtil videre.