Kommentar fra fagbladet Folkeskolen

Om at være overført

Mennesker på overførselsindkomst sælges stakkevis

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Idet jeg fremviser mit DLF-medlemskort med påtegningen 'Fraktion 4 - Pensionister', udbeder jeg mig en billet til den reducerede pris hos skrankedamen i et af byens kulturtempler. 'Er De over 67 år?' spørger hun brøst. Svar: 'Nej, ser jeg så gammel ud?' Lang, pinlig pause. Hun ser ud, som om hun overvejer at tilkalde politiet ud fra den faste overbevisning, at hun her slår over for en af disse småsvindlere, der forsøger at deltage i (kultur)livet til discountpris.

I et forsøg på at fremvise yderligere belæg for min ydmyge status i samfundet fremviser jeg HT-mimrekortet med et vellignende foto, navn og adresse. Dette gør ikke noget indtryk. Det er hårdt for en retineret person at blive udsat for en så massiv mistanke! For netop at påpege det retinerede overvejer jeg at tage bussen tilbage for at fremskaffe yderligere dokumentation, eksempelvis et bilag fra Statens Regnskabsdirektorat. Pludselig og helt uventet rækker damen mig den begærede billet uden at sige et eneste ord. Men hendes hovedrysten og det dybe suk afslører, at hun stadigvæk er dybt mistroisk over for min moralske habitus.

Efter en sådan oplevelse er det vel naturligt at gå og filosofere over, hvor stor en reduktion af individet og dets betydning det sker ved afslutningen af den erhvervsaktive del af tilværelsen. Jeg følte mig ydmyg - men også lidt ydmyget. Alligevel gav det et chok i mig, da der i forbindelse med valget til hovedbestyrelsen i Danmarks Lærerforening blev sat tal på. De aktive indgår med tallet 22, pensionister med tallet 2. Så vidt jeg husker fra drengeårene i en grundvigiansk friskole, var jeg dog god til at regne med forholdstal, altså foretager jeg den obligatoriske forkortelse. Over for senere matematiklærere gjaldt det om at holde lav profil. Den taktik fastholder jeg her, selv om jeg gerne ville vide, hvordan min fagforening er nået frem til dette størrelsesforhold. Da jeg var medlem af et lærerkollegium på 25, skulle der altså 275 pensioniststemmer til at opveje vores samlede stemmeafgivning.

Det kræver indimellem humoristisk sans og hård argumentation at være pensionist. I øvrigt var det vist de samme egenskaber, jeg overlevede på som lærer! Mine erfaringer siger mig, at lidt aggression er påkrævet nu og da, for eksempel da ventelisten til en banal undersøgelse på Bispebjerg Hospitals laboratorium blev alenlang, efter at jeg ved spørgsmålet om beskæftigelse endnu en gang måtte redegøre for de faktiske forhold. Lidt paranoid måske forestiller jeg mig, at yngre, ambitiøse skoleinspektører står allerforrest på den liste!

Med bemeldte forholdstal i klar erindring må vel enhver kunne se det formålstjenlige i at forsøge at finde nye grupper at solidarisere sig med end dem, man trods alt stadigvæk står i fagforening med. Den marginaliserede status er åbenbar - mennesker på overførselsindkomst sælges stakkevis. Godt at jeg tidligere i livet har prøvet at solidarisere mig med sådanne grupper, christianitter og landarbejdere i Latinamerika eksempelvis. Jeg forestiller mig, at det må være endnu sværere for højborgerlige lærerpensionister at affinde sig med de ubønhørlige vilkår. Jeg er for øvrigt sikker på, at de har ydet økonomisk støtte til andre gode formål - efter at de på forhånd havde sikret sig, at beløbet var fradragsberettiget på selvangivelsen . . .

Mine vanskeligheder ved at solidarisere mig under de nye forhold kan nok bedst illustreres ud fra en konkret hændelse, der er pinligt afslørende for mig. I et forum af reducerede mennesker fremviste jeg med stolthed min pensionsberegning med påskriften 'Egen pension'. Den lange forklaring om, hvordan jeg som ung var gået i offentlig tjeneste til en temmelig ringe løn, for så til gengæld at fåøkonomisk særstatus som pensionist, gjorde overhovedet ikke noget indtryk. For de andre i gruppen kunne jeg lige så vel være stiknarkoman på bistandshjælp. Hovmod står for fald! De problemer havde jeg overhovedet ikke, da jeg solidariserede mig med underprivilegerede i Columbia. Der synes at være stor forskel på at være henført og at være overført!

Pensioneret overlærer, Næstved.

Powered by Labrador CMS