Debat

Didaktik i læreruddannelsen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

At kalde læreruddannelsen en faglig-pædagogisk uddannelse lægger op til en både-og tænkning. At kalde læreruddannelsen en didaktisk uddannelse kunne fremme forståelsen af den som en enhedsuddannelse.

Undervisningsministeren og Danmarks Lærerforening er enige om, at vi skal have en ny læreruddannelse. På en konference den 25. og 26. januar på Københavns Dag- og Aftenseminarium drøftede disse to parter sammen med repræsentanter fra seminarierne og de politiske partier en række overvejelser og udspil til ny læreruddannelse. Det centrale dilemma i drøftelserne blev spørgsmålet om 'bredde og dybde'. Initiativtagerne var enige om, at der skal være færre fag i uddannelsen, at kommende lærere altså skal være 'specialiserede' i færre fag, samtidig med at alle parter talte for det, der ret diffust blev kaldt en almen kvalificering af de kommende lærere. Den fortsatte nødvendighed af de pædagogiske fag i uddannelsen blev ikke anfægtet, men heller ikke uddybet.

Jeg vil ikke her forholde mig hverken til antallet af fag, eller hvilke fag en ny læreruddannelse bør rumme. Til gengæld vil jeg sætte spørgsmålstegn ved de begreber, der anvendes til at karakterisere læreruddannelsen og den lærer, som skal komme ud af den. Hørt med mine ører blev der nemlig heller ikke denne gang lagt op til nogen nytænkning i forhold til læreruddannelsens evindelige problem, som gemmer sig bag udtrykket 'en faglig-pædagogisk' uddannelse. Studiet af fag skal sikre fagligheden, som det siges. Studiet af pædagogisk, psykologisk og didaktisk teori skal sammen med praktikken sikre professionaliseringen - og praktikken forstås i øvrigt som 'virkeligheden'. Tre elementer, der henter deres forståelsesformer tre forskellige steder, skal, sådan som udsagnene lyder lige nu, fortsat konstituere uddannelsen.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Der er i bekendtgørelsen i tilknytning til 1991-loven formuleret en række principper, som er et forsøg på at fremme en anderledes tænkning. Der tales om et nært samspil mellem undervisningsfagene, de pædagogiske fag og praktikken. Der tales om, at alle fag er forpligtede på at støtte de studerende i at koordinere erfaringerne fra forskellige fag. Det forsøger vi at efterleve i uddannelsen til trods for, at der i læreruddannelsesloven ikke er taget stilling til læreruddannelsens helt særlige natur.

Begrundelserne for en ny læreruddannelse må hentes i et ønske om at intensivere sådanne bestræbelser. Jeg tror, sagen vil kunne fremmes, hvis vi i stedet for at tale om læreruddannelsen som en fagligt-pædagogisk uddannelse kalder den det, den er eller bør være - en didaktisk uddannelse. Ord alene gør det ikke, men rigtige ord kan fremme en rigtig forståelse. Med udtrykket didaktisk uddannelse ville det stå klart, at uanset det givne indhold i studiet er perspektivet lærervirksomhed. Med udtrykket didaktisk uddannelse ville det ligeledes stå klart, at indsigt i og stillingtagen til det dannelsesmæssige perspektiv i børnenes skolegang, forudsætninger for at fastlægge mål for og indhold i undervisningen, og begrundede handlinger i pædagogisk praksis er det, der som en enhed kendetegner den professionelle lærer.

Kirsten Krogh-Jespersen

lektor ved Århus Dag- og Aftenseminarium

Powered by Labrador CMS