Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Blågård Skole

238 høringssvar: Se et udpluk af den massive modstand mod en skoledeling

Der var ikke mange – hvis overhovedet nogen – som kunne se fidusen i at flytte Blågård Skoles udskoling til naboskolen Nørrebro Park Skole, da de 238 høringssvar begyndte at tikke ind.

Nørrebro-skolen Blågård Skole set udefra.

Der var langt fra opbakning hos hverken de involverede parter eller fra lokalområdet til at flytte Blågård Skoles udskolingselever til naboskolen.

Foto: Jesper Knudsen
Rasmus Fahrendorff
Rasmus Fahrendorff Journalist
1 kommentar
17. juni 2025, kl. 05:30
1 kommentar

Det er ikke gået, som Københavns Kommunes Børne- og Ungdomsforvaltning ville det, da den i foråret indstillede til kommunens politikere at rykke udskolingen på Blågård Skole over på naboskolen Nørrebro Park Skole.

Selvom også politikerne bakkede op om opdelingen, er den løsning nu umiddelbart skrottet, efter forslaget har mødt massiv modstand fra både lærere, forældre og generelt i lokalområdet omkring de to skoler.

Det viser de 238 høringssvar, som indløb i månederne efter beslutningen.

Blandt andet lyder det fra lærerne på 7. årgang på Blågård Skole:

”Det er lykkedes jer at foreslå noget, der hverken er nogle, der har bedt om, eller nogle, der er blevet glade for. Det er måske værd at tænke over”.

Læs også

Featured image for Lærere ærgrer sig: Ny løsning er blot en "nedtonet udgave" af forkastet plan
Blågård Skole

Lærere ærgrer sig: Ny løsning er blot en “nedtonet udgave” af forkastet plan

Blandt de mange høringssvar var der også modstand fra eleverne på Nørrebro Park Skole. I et svar fra elevrådet lyder det:

”Ingen af de berørte parter på Nørrebro Park Skole eller Blågårds Skole har udtrykt opbakning til beslutningen, hvilket rejser spørgsmål om, hvordan en succesfuld implementering skal sikres”.

Selvom flytningen af udskolingen til Nørrebro Park Skole lader til at være skudt til hjørne, er det dog langt fra sikkert, at Blågård Skole bliver ved med at se ud helt som hidtil.

I dag skal kommunens børne- og ungdomsudvalg nemlig tage stilling til en ny indstilling fra forvaltningen, som sigter mod midlertidigt at opdele skolen i to mindre enheder.

Folkeskolen har samlet uddrag fra en række af de høringssvar, der viste overordentlig stor modstand mod forvaltningen og politikernes oprindelige plan.

Lærernes personaleklub på Blågård Skole:

”Det er vores klare vurdering, at en ændring af skolestrukturen vil føre til yderligere uro og usikkerhed blandt alle. Vi står midt i et vigtigt og sårbart genopretningsarbejde, som kommer til at tage tid. En gennemgribende strukturel omorganisering risikerer at rive alt dette i stykker. Samtidig efterlader den foreslåede skolestruktur os med et hav af nye logistiske problemer, da man lægger op til at overdrage en hel bygning til Nørrebro Park Skole”.

Lærerne på 3. årgang på Blågård Skole:

”Vi frygter, at en opdeling vil svække relationerne, mindske ejerskabet og skade sammenhængskraften. At flytte elever midt i deres skoleforløb kan skabe usikkerhed, uro og mistillid – og vi mister muligheden for at arbejde langsigtet og helhedsorienteret med de unge”.

Lærere på 1. årgang på Blågård Skole:

”Vores største bekymring er, at en opsplitning af skolen vil føre til både elevflugt og lærerflugt. Når elever og forældre oplever usikkerhed og brud i kontinuiteten i skolegangen, vil nogle søge andre løsninger – herunder at skifte skole helt. Vi frygter, at det samme gælder for kollegaer, som ikke ønsker at arbejde under så ændrede vilkår eller i en ny organisatorisk sammenhæng”.

Alle lærere, pædagoger og pædagogmedhjælpere på Nørrebro Park Skole:

”Det er vores overbevisning, at forslaget vil svække
begge skoler, imens vi ønsker en styrkelse af begge skoler til gavn for områdets børn og unge. Vi
foreslår en alternativ vej med opbyggelse af et stærkere samarbejde på tværs af Blågård Skole og
Nørrebro Park Skole”.

30 forældre på 6. årgang på Blågård Skole:

”Forslaget har direkte konsekvens for 326 børn fra begge skoler - de kommende 7. 8 og 9. årgange. Vi har svært ved at se, hvor børneperspektivet er tænkt ind. Det er fremlagt som et middel til at ’genstarte’ Blågård Skole efter de arbejdsmiljøproblemer og altså som en løsning på et ledelsesproblem. Men hvordan skal det gavne børnene?”

Bestyrelsen for Skole og Forældre, København:

”Vi støtter fuld og helt op om begge skolers ønske om, at Børne og ungeforvaltningens forslag om ændring af skolestrukturen for de to skoler ikke vedtages.

Alene mængden af høringssvar, hvor der vist ikke er et eneste, som støtter op om forslaget, vidner om et stort engagement fra mange med tilknytning til de to skoler. Med den manglende opbakning blandt forældrene i lokalområdet, er det svært at se grundlaget for en succesfuld omlægning, skulle Børne- og unge-udvalget alligevel beslutte at vedtage det”.

Forælder til indskolingselev på Blågård Skole:

”Vi har brug for ro omkring Blågård. Vi har brug for opbakning til lærere og pædagoger. De gør et fantastisk stykke arbejde - mit barn elsker sin skole og fritidsordning på grund af dem. Jeg frygter den planlagte sammenlægning vil betyde børneflugt og medarbejderflugt. Og dermed kommer vi til at mangle en central og samlende skole på Nørrebro”.

Forælder på Blågård Skole siden 2008:

”En opsplitning af Blågård Skole vil skade skolens sammenhængskraft og føre til tab af både elever, lærere og pædagoger. Hvis udskolingen fjernes, mister skolen sin fulde skoleidentitet, og mange forældre vil søge væk – især da flere privatskoler i København åbner for optag i 7. klasse. Hvis endnu flere familier vælger privatskoler, mindskes sammenhængskraften i vores lokalområde – de unge har ikke samme mulighed for at kende hinanden og danne solide venskaber og netværk på Indre Nørrebro”.

Forældre på Blågård Skole:

”Savner en konkret, fyldestgørende og troværdig forklaring på, hvorfor denne strukturelle ændring skulle løse de udfordringer, Blågårdsskole står med. Det er ikke for os blevet tilnærmelsesvis sandsynliggjort, at denne strukturelle ændring eksempelvis skulle kunne afhjælpe problemer med personaleomsætningen. Tværtimod er det nemt at forestille sig en medarbejderflugt som følge af en stor strukturel ændring”.

Forælder på Nørrebro Park Skole:

”I har en eller anden personaleproblemstilling, som skal løses mellem arbejdsgiver og arbejdstager – ikke ved, at borgerne skal komme ind og løse konflikten for jer. Vi er ikke interesserede i at læse eller betale for lange rapporter om kultur hos lærere, fagforeninger eller skoleledelse, for at I kan have jeres ryg fri til eventuelle afskedigelser eller fantasifulde geværgreb. Vi er interesserede i at fortsætte vores skoles positive udvikling”.

1 kommentar
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

238 høringssvar: Se et udpluk af den massive modstand mod en skoledeling

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS