Debat

Til beroligelse

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Folkeskolen nummer 1/2 1996 er der tre læserbreve, der handler om decentral løn. Skribenterne er i alvorlig tvivl:

- Arbejder foreningen virkelig for medlemmerne?

- Kongressen snød medlemmerne.

- Er det rimeligt, at pædagogerne i skolefritidsordningen skal have vores løn, skriver de.

Som kongresdelegerede føler vi naturligvis ansvar over for det, vi har været medvirkende til at få vedtaget, og vi er bekymrede over, at kongresvedtagelsens retningslinier for brug af midlerne til decentral løn i overenskomst 95, åbenbart kan opfattes som:

- at kongressen har snydt medlemmerne for en del af deres retmæssige løn,

- at kongressen har delt medlemmernes retmæssige løn ud til andre,

- og at man kan konkludere, at foreningen nok ikke arbejder for medlemmerne.

Det er særdeles alvorligt, hvis de tre har ret i deres opfattelse, men heldigvis kan vi da efter grundigt at have evalueret kongressens behandling af punktet 'decentral løn' berolige med, at sådan forholder det sig heller ikke.

Kongressen vedtog, at decentral løn kan anvendes efter nogle meget snævre retningslinier. Denne beslutning er efter vores opfattelse helt og aldeles i overensstemmelse med beslutning på overenskomstkongressen i september 95, som slog fast, at foreningen skulle sige nej til lokalløn.

I forbindelse med overenskomstforhandlingerne foråret 95 og på kongressen i november 95 har to formænd for DLF ved flere lejligheder orienteret om, at foreningens repræsentanter ved forhandlingerne klart har taget afstand fra indførelse af decentral løn, men at foreningen ikke kunne eller ville stå i vejen, hvis andre organisationer mener, at de kunne anvende den decentrale løn.

Med baggrund i beslutningen på overenskomstkongressen om at sige nej til decentral løn fik foreningens forhandlere en intern aftale i FTF-K (Fællesrådet for Danske Tjenestemands- og Funktionærorganisationer - det kommunale område. Redaktionen ) om, at man forud for overenskomstforhandlingerne 97 skal opgøre, hvor mange kroner de enkelte organisationer i FTF-K har brugt af midlerne i decentral løn, og væsentligt - til beroligelse for Søren Worsøe, Georg Eriksen og Knud Erik Larsen - at Danmarks Lærerforening ved en skævdeling af overenskomstmidlerne får sin - uforbrugte - del af pengene til gavn for medlemmerne.

Der kan derfor højst være tale om en forsinket udmøntning, hvilket vi imidlertid betragter som uvæsentligt i forhold til at fastholde medlemmernes klare nej til lokalløn.

Vi kan beskyldes for at være naive, men det kan først afgøres i 1997.

Bjarne Kristiansen

og Paul Hagh Petersen

kongresdelegerede for Roskilde Lærerforening

Forkortet af redaktionen.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Powered by Labrador CMS