Debat

Der er forskel

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kære Karl Heinz Mortag

Jeg vil nødig kaldes en klynkende overenskomstansat. Jeg er enig med dig i (som du skriver i Folkeskolen nummer 1-2) at arbejdsforholdene for overenskomstansatte og tjenestemænd på en lang række områder er identiske. Begge grupper på en skole er underlagt den samme arbejdstidsaftale, den samme folkeskolelov og det samme kommunale serviceniveau. Vi kan blive enige om, at vores arbejdsforhold stort set er identiske.

Derfor virker det så meget mere urimeligt, at vores løn- og ansættelsesforhold er forskellige. For de er forskellige.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Først trygheden i ansættelsen. Her er vi enige om, at overenskomstansatte er ringere stillet. Du har dog lige den tilføjelse, at tjenestemænd også kan fyres. Det er rigtigt, men du glemte at nævne, at det så bliver med pension fra den dag, de er fyret. Det er en afgørende forskel.

Det næste er lønnen. Den er ens, men dog med den forskel, at tjenestemænd er forudlønnet, mens overenskomstansatte er bagudlønnet. Man kan betragte det at være forudlønnet som at fåén månedsløn som et rente- og afdragsfrit lån. Det er dog lige så vigtigt, at man tidligere anså det at være forudlønnet som en tillidserklæring fra arbejdsgiveren til den ansatte.

Så er der pensionen. Du er den første, jeg hører sige, at de to pensionsformer er lige gode. Det er måske rigtigt - ingen ved det endnu - at overenskomstpensionen kan være lige så god som tjenestemandspensionen, hvis man starter som lærer i en relativ ung alder og fortsætter til man er 67 år. Men jeg har endnu ikke hørt nogen sige, at pensionerne forventes at være lige gode, hvis man går af som 60- eller 62-årig.

Jeg vil dog give dig et meget konkret eksempel på forskellen mellem de to pensionsformer. Jeg havde som timelærer optjent ti års pension inden 31. marts 93. Jeg kan derfor beregne, hvor meget mine tre børn vil få i pension, hvis jeg dør i år. Var jeg fortsat med min tjenestemandspension, ville hvert barn få 21.485,32 kroner per år til og med det fyldte 20. år. Med min overenskomstpension vil hvert barn få 9.248 kroner per år til og med det fyldte 18. år. Det er tal, som kan sammenlignes her og nu.

Der er også andre forskelle på overenskomstansatte og tjenestemænd. Du kan slå op i Folkeskolens Regelsamling og finde de love, cirkulærer og bekendtgørelser, der kun gælder for tjenestemænd. Et lille eksempel. En tjenestemandsansat lærer, der har fem måneders orlov, har ret til betalt ferie året efter. Det har en overenskomstansat ikke.

Flemming Ernst

overenskomstansat lærer, Hvidovre

Powered by Labrador CMS