Debat

Farvel til skolen

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nyuddannede lærere tilbydes alt for ringe arbejdsvilkår i folkeskolen. For eksempel tiltrådte jeg, dimittend januar 1995, en stilling i august måned. Mit skema bestod af 12 klasser og i alt 17 fagaktiviteter inden for områderne obligatorisk musik, frivillig musik, specialundervisning, støtteundervisning, kristendom, historie og idræt.

I løbet af en uge havde jeg kontakt med over 250 forskellige elever. En sådan elevmængde medførte et overfladisk kendskab til deres såvel faglige som personlige standpunkt. Børnene gled forbi som ansigter på et samlebånd. Langsomt blev jeg forvandlet til en undervisningsmaskine, der rastløst flakkede fra klasse til klasse. Et sådant flakkeri betød, at min forberedelse snarere var i bredden end i dybden. Derved led min undervisning skade - den fik en opbevarende karakter. Lærerrollen gled ud af hænderne på mig. Jeg var ikke længere pædagog, men konservator.

Efter tre måneder i det skema var jeg udbrændt. Lysten til at undervise var forsvundet. Skemaet kunne ikke ændres med andet end småjusteringer. Derfor var der kun én løsning på daværende tidspunkt: at sige op.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Ingen havde advaret mig om, at mit skema var et såkaldt overlevelsesskema, som selv garvede lærere nødig vil påtage sig.

Det overlevelsesskema er i mine øjne et resultat af en fejlslagen fagfordeling. Det virker, som om eliten af de rutinerede lærere forsyner sig med gode skemaer og gode klasser - og dermed rimelige arbejdsvilkår. Skoleskemaet, og de mindre gode klasser, står tilbage som åbne sår. Hvis ledelsen ikke slår i bordet, så får den ny lærer X automatisk det uanstændige skema at gå- eller snarere løbe - i efter sommerferien. Sådan svigtes eleverne. Og sådan smider man en ny lærer ud af systemet. Jeg siger folkeskolen - bon voyage.

Morten T. A. (navnet fjernet af red., 8/5-15)

København

Powered by Labrador CMS