Debat Leder
0   285

Uoverkomsomhed

Der er ikke noget, der hedder uoverkomsomhed , men skolens praktiske grise ved nok, hvordan den kan virke. Det kniber mere med ordene løbende intern evaluering . Det er der noget, der hedder. Men hvad betyder det, og hvordan virker det?

Artiklen fortsætter under banneret

Argumentationsresistente folk, som helst vil tale om ideer og utopier - og som mest finder sig i de øvre teoretiske luftlag - bør stå af her, for de følgende linier er stort set kun en ophobning af banaliteter om praksisproblemer.

Banale overvejelser om den 'alsidige evaluering af elevernes udbytte af undervisningen', som skal foregå 'løbende' og 'som en integreret del af undervisningen'. Som skal danne 'grundlag for vejledning af den enkelte elev', og som er 'nødvendig for tilrettelæggelse og sikring af tilstrækkelig undervisningsdifferentiering'. (De citerede ord er lånt fra bemærkningerne til skoleloven.)

Hvordan i hede hule helhed, skal det kunne lade sig gøre, spørges der. Ikke af fodslæbende, kværulantiske lyseslukkere, men af ildsjæle, som gerne vil realisere loven, og som dagligt høster nye erfaringer ved de pædagogiske fronter.

Lidt mere konkret, men stadig meget banalt: En god evalueringssamtale tager mindst 20 minutter, fortæller forskere. Løbende evaluering må betyde i hvert fald tre samtaler per elev om året.

Hvis en lærer har 22 elever i klassen (et gennemsnit, som Kommunernes Landsforening og Finansministeriet synes er i orden), betyder det, at læreren i tre gange 22 gange 20 minutter skal tale med eleverne enkeltvis. Eller med andre ord: i 30 lektioner kan læreren ikke koncentrere sig om klassens undervisning. Og tallet skal ganges kraftigt op, for evaluering og målfastsættelse skal foregå sammen med hver eneste elev 'på hvert klassetrin og i hvert fag'.

Der kan opregnes mange gode grunde til at planlægge for den enkelte, men egentlig er det vel ikke underligt, hvis der er elever, som står af, fordi de føler sig åndeligt befamlet og omklamret af kontrolspørgsmål. Men - for nu at vende tilbage til det banale - der står intet i loven om, hvor man skal finde tiden til evalueringen. Skal den tages fra læseundervisningen i dansk? Skal der slækkes på tabeltræningen i matematik? Skal der tales mindre i sprogtimerne?

Og så den sidste banalitet: Skal der udvikles en særlig minimums-evaluering i kommuner, som holder eleverne nede på lovens minimumstimetal?

- Det er meget vigtigt at diskutere kvaliteten i folkeskolen, siger formanden for Kommunernes Landsforening, Evan Jensen, i det nyeste nummer af Danske Kommuner.

- Vi skal være opmærksomme på at støtte vores lærere, som har det daglige ansvar, sagde undervisningsminister Ole Vig Jensen i Folketinget i sidste uge.

Hvad betyder det i praksis?

Et banalt spørgsmål. Men der er kun en konsonants forskel mellem banalt og basalt.

-th

Læs også side 4 til 7.

Hvem kan fortælle, hvad 'løbende intern evaluering' betyder i praksis


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ