Debat Kommentar
0   306

Nytårs-chok

Historien om, hvordan man lærer som lærer

Jeg havde bestemt mig til at være alene nytårsaften og arbejde mig ud af det gamle år, så jeg kunne gå ind i det nye med rent bord.

I løbet af den 31. december havde jeg en snak med en kollega, der bor på vejen her. Hun har en bror, der for nogle år siden kørte galt og blev totalt lammet i kroppen, men ikke i hovedet. Han har arbejdet sig op til at have en levende og udadvendt tilværelse, hvor han holder foredrag for børn og unge om at gebærde sig i trafikken. Jeg har mødt ham på den skole, hvor jeg arbejder, fordi jeg indforskrev ham til min klasse, der ikke helt tog færdselsreglerne så alvorligt, som jeg syntes, de burde. Min respekt for hans energi, udholdenhed og gåpåmod og glæde ved livet er meget stor, han lyser og fejer med sit væsen enhver tilbøjelighed til selvmedlidende piveri til side.

Artiklen fortsætter under banneret

Min kollega fortalte, at hendes bror elsker fyrværkeri og sagde, at det kunne være, vi mødtes på vejen klokken 24.

Jeg arbejdede hele aftenen, en aften, der per definition skal bruges til fest og sjov med familie og venner, så balancen skulle, trods valget, indimellem justeres lidt.

Lidt over 24 gik jeg ud og så på det mest utrolige fyrværkeri, der glitrede på himlen. Jeg gik om på vejen og stod lidt og trippede, for den var fuld af klynger af glade mennesker, og så er det trods alt sin sag at komme alene - og blande sig.

Nå, jeg sendte en tanke til gutten i rullestolen og hans glæde ved fyrværkeri og spejdede efter den - og så gik jeg dernedad midt i de dansende stjerner, der fyldte både himlen og vejen. Røgen lå tæt.

Jeg fandt familien, rullestolen og manden midt på vejen, han sad hensunken i betragtninger lidt fra alle de andre. Folk kom og gik, og jeg befandt mig pludselig midt i sammenhængen, fik snakket med både min kollega og hendes familie og en mængde andre, kun ikke hendes bror. Han sad jo derude og gav ingen tegn fra sig. Jeg gik ikke ud til ham, min tanke var, at det kunne blive akavet, hvis han nu ikke kunne huske mig.

Det var første fadæse.

Siden kom han ind til os andre, men han sad stadigvæk med ryggen til og så på stjernedrysset. Jeg så, at hans ene ben gik i krampe og havde lyst til at gå hen og hjælpe ham, jeg vidste fra foredraget, hvor lidt der skal til og også, hvor åben han er. Men jeg afventede, at hjælperen kom, for jeg ville ikke overskride grænsen. Hvis grænse? Hans? Min egen?

Det var anden fadæse.

Da jeg havde stået en rum tid og snakket og nydt natten og de gnistende lys, hilste jeg rundt og ønskede god nat og godt nytår. Den eneste, jeg ikke fik hilst på, var ham, der uafvidende havde fået trukket mig på gaden. Han sad stadigvæk med ryggen til.

Det var tredje fadæse.

Var det ham selv, der ikke gav signal?

Var det mig, der fik slået misforståede bremser i?

Var det trods alt det forbistrede handicap, der havde fået lov til at få overtaget. Hvad det end var, fik jeg noget at tænke på.

Vi taler og taler om at have de rigtige holdninger, om at gøre de rigtige ting, om at acceptere og bare være og handle naturligt, og på de overordnede planer er det helt fint og indlysende, men i praksis er det ikke altid helt så enkelt.

Vi står jo der over for det eller dem, der er fremmede i vores sammenhæng - og famler lidt usikre, forstår ikke helt ud fra os selv, og så er det så nemt at glide af med tilforladelige forklaringer.

Normalt er det svært at se, hvor kernen ligger, men denne gang fik jeg fanget det i flugten, så det stod klokkerent, hvor hurtigt og forklædte mekanismerne virker.

Hvis vi skal lære vores børn noget om at acceptere og finde og yde ligeværd, er vi nødt til at kunne selv.

Jeg står hver dag og taler, forklarer, lokker og tordner om lige muligheder, om at tro på sig selv og på andre, om selvværdsfølelser, men alligevel gik jeg så læsterligt i vandet selv, nytårsaften.

Næste gang, jeg kommer i en situation, der personligt kræver mere af mig end bare det nemme, vil jeg formentlig sende nytårsaften 1995 en venlig tanke.

Hermed godt nytår med håb om, at en masse ting løses i 1996 - og en speciel tak til Anders, der uafvidende blev årsag til, at der gik en prås op for et andet menneske, om end oplevelsen var lidt flov indadtil.

Charlotte Max Andersen er lærer på Frederiksberg Skole i Sorø.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ