Helt overordnet står vi tilbage med spørgsmålet om kongressens rolle i DLF i fremtiden.

Set 'ude fra' kunne kongressen med dens debat og dens beslutninger give indtryk af at være en forening, der går efter ens forhold for alle folkeskolens lærere i Danmark. En fælles fagforening.

Alligevel rejser denne seneste kongres i mine øjne nogle vidtrækkende spørgsmål, som vi må søge svar på.

Om den fælles fagforening: Dette begreb bruges hyppigt, og det bruges i flæng. Når det bruges så hyppigt, skyldes det sikkert, at vi alle har bemærket, at det fællesskabsbegreb, vi hidtil har kendt, er truet. Vi ved, at det kommunale selvstyre har gjort skolevæsenerne i Danmark indbyrdes forskellige. Selv inden for kommunegrænserne kan der være betydelige variationer fra normen. Danmarks Lærerforening har taget konsekvensen af dette ved at benævne folkeskolen som 'den fælles folkeskole med lokalt præg' (kongressen 1991). Det vil sige, at DLF's fællesskabsbegreb i pædagogisk sammenhæng ikke indebærer enshed, men netop en (mere) mangfoldig ramme, hvor de er fælles om de grundlæggende forhold, for eksempel folkeskolelov, uddannelsesbaggrunden, overenskomsten, og så videre.

Men: Vi står over for forskellige kommunepolitiske tiltag, forskelligartede budgetrammer, forskellige personalepolitikker, forskellige befolkningsunderlag (by-land-forstæder - indvandrerkoncentration - socio-økonomiske forhold) og så videre.

På lønområdet bruger vi også hyppigt begrebet fælles. Netop de sidste otte års forskellige udgaver af decentral løn har forstærket behovet for at understrege vores fællesskab stadigt hyppigere i denne sammenhæng. Men der hersker stor uklarhed om begreberne.

Vi sætter tilsyneladende lighedstegn mellem begreber som 'kollektiv lønprofil', 'fælles løn', 'ens løn for ens arbejde' og så videre. Såvidt jeg har forstået, betyder kollektiv lønprofil, at alle lærere er indplaceret i samme lønforløb og er sikret en ens stigningstakt efter anciennitet, samt at alle tillæg er centralt aftalt.

Fælles løn betyder muligvis nogenlunde det samme, mens ens løn for ens arbejde er noget helt andet. Det eksisterer ikke i lærerverdenen og har vist aldrig gjort det.

Under kongressen blev lønspørgsmålet imidlertid tilført en ny - og væsentlig - dimension. Det skete under debatten om stedtillæg. Som bekendt endte debatten med, at DLF i lønteknikerudvalget skal arbejde for, at lønnen skal fastsættes ens, uanset hvor i landet vi arbejder. Dette blev vedtaget i strid med blandt andet de kredse, hvis medlemmer arbejder i stedtillæg seks-områderne. Herfra blev der peget på forhold, der kunne gå under betegnelsen 'ens købekraft til alle' (inden for den kollektive lønprofil). Men det ville kongressens flertal ikke høre tale om.

Under debatten om decentral løn (1995-97) argumenterede andre delegerede for at få mulighed for at indgå aftaler. Der blev nævnt forskellige konkrete eksempler på, hvilke muligheder og behov man havde i disse kredse. Gårdvagter og løntilskud til uddannelsesorlov blev blandt andet nævnt. Kongressens flertal var ikke indstillet på at forholde sig til disse konkrete anvendelsesmuligheder.

Netop her så man måske en tendens til en svigtende samarbejdsvilje i kongressen, hvor de delegerede i to væsentlige lønspørgsmål afslog at lytte til hinanden. Erkendelsen af 'den fælles folkeskole med lokalt præg' er tilsyneladende ikke nået dertil, at vi er særligt villige til at 'give hinanden plads'. Spørgsmålet er, om kongressen ikke er nødt til at tage konsekvenserne af vores forskellige vilkår og fastlægge politikken med sigte på en større rummelighed. Hvis vi ikke gør det, risikerer vi, at der kan opstå situationer, hvor kongressen snarere bliver oplevet som en hindring for ordentlige, aftalte vilkår, end det modsatte. Respekten for kongressen vil falde - og så vil 'den fælles fagforening' for alvor være truet.

Jeg tror, det vil være sundt for foreningen, at vi i hele vores politik gør op med det fællesskabsbegreb, der betyder enshed, at vi nøje analyserer konsekvenserne af, at kongressen kommer til at begrænse kredsenes behov for konkret interessevaretagelse, i stedet for at søge at fremme mulighederne.

Et spørgsmål, der trænger sig på er, om der overhovedet er mening i at tale om et stærkt fællesskab, hvis vi ikke tåler variationer? Det er et spørgsmål om gensidig tillid. Tillid til, at vi alle i sidste ende arbejder for fællesskabet - med lokalt præg.

Jens Vibe Michelsen er pædagogisk chef

ved Århus Skolevæsen.