Jagten på læringens gåde

DPU-forsker Hans Henrik Knoop mener, at læring kan ses som et udtryk for en universel og naturlig tendens

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Prøv, siger forsker fra Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) Hans Henrik Knoop, prøv at tage en håndfuld clips, åbn dem en lille smule, og smid dem ned i et glas og ryst dem godt. Glasset er et rimeligt billede på kaos: Clips, som fiser tilfældigt rundt og fylder glasset.

Men, fortsætter han, når du efter et stykke tid tager dem op, har clipsene dannet kæder. De har skabt en ny orden, nye sammenhænge. De har gjort det, fordi du åbnede dem, kan man indvende, men når de er åbne, kunne de lige så godt falde fra hinanden igen. Det er de bare ikke særlig tilbøjelige til. De danner af sig selv nye systemer, og det princip, som får dem til det, genfinder vi i enhver familie, vennekreds og i enhver god læreproces: Princippet om spontan, selvorganiseret kompleksitetsvækst. Når vi først har fundet sammen, er vi utilbøjelige til at gå fra hinanden igen. Og når vi har lært noget, vi oplever som vigtigt, er vi utilbøjelige til at glemme det igen.

Jagten på læring

Eksemplet med clipsene er typisk for den 44-årige Hans Henrik Knoop. I 20 år har han sammen med blandt andre Howard Gardner og Mihaly Csikszentmihalyi jagtet læringens gåde, og hans eksempler og forklaringer kommer lige så ofte fra biologien som fra fysikken, sociologien, filosofien og pædagogikken.

For set med Hans Henrik Knoops øjne er kompleksitetsvæksten udtryk for en naturlig tendens i alt lige fra atomer og molekyler over levende organismer og sociale organisationer til selve universet.

Ja, faktisk kan læring betragtes som et specialtilfælde af den universelle tendens til at skabe stadig mere komplekse systemer. Læring er at konstruere nye sammenhænge, der får verden til at fremtræde mere overskuelig og dermed giver tryghed, siger han.

Udvikling kræver balance

Tendensen til spontan, selvorganiseret kompleksitetsvækst spores i alt fra det mindste atom til den største sociale organisation, og altså også i læring. Og i tendensen virker to udviklingsprincipper. Princippet om kompleksitetsvækst, ifølge hvilket systemer søger stadig nye, større og mere overordnede former for (differentieret og integreret) orden. Og princippet om spontan selvorganisering, ifølge hvilket disse systemer hele tiden forsøger at organisere sig optimalt i forhold til omgivelserne.

»Vi har tydeligvis alle brug for både stabilitet og dynamik i livet«, siger Hans Henrik Knoop, »og jeg tror, at netop behovet for således at leve i en balance mellem orden og kaos forklarer, at så mange mennesker gerne vil bo ved vandet. Vi drages af vandet, fordi det flydende netop er den tilstandsform, der ligger mellem den faste og den luftige«.

Men kompleksitetsvæksten bremses, når der er for meget orden og integration. For eksempel når et solsystem koncentreres og smelter sammen til et sort hul, eller når en klasse mister initiativ og glæde på grund af for rigide regler. Og kompleksitetsvæksten hæmmes ligeledes, når der er for meget kaos og differentiering. For eksempel når en stjerne splintres som supernova, eller når en klasse mangler fælles regler og værdier.

Ordnung muss sein

Vores hjerne og dermed læringen fungerer også efter princippet om spontan, selvorganiseret kompleksitetsvækst, fortæller Hans Henrik Knoop. På den ene side skaber den orden, på den anden side udfordrer den ordenen.

Hjernens primære opgave er at etablere orden i det virvar af impulser, vi konstant får gennem vores sanser, og hjernen skaber denne orden ved at samle integrere indtrykkene i overordnede kategorier, der således bliver relativt stabile referencer for hukommelsen og tænkningen. Det kaldes også reifikation, fortæller Hans Henrik Knoop.

»Første gang vi ser et hav, får vi en lang række forskellige impulser: Farver, bevægelser, dufte strømmer os i møde, og det ville være uudholdeligt at skulle bearbejde disse impulser enkeltvis i længere tid. Derfor samler vores hjerne de mange indtryk i et overordnet begreb, hav, og dermed behøver vi kun én bit, én kategori til at begribe den overvældende mængde enkeltindtryk«.

Hjernen har tendens til at skabe orden (se figur 1), og det, der sker her, er typisk for hjernens økonomiske arbejdsform: Den vil hellere opfinde en rytter, end den vil anstrenge sig selv med at fastholde uintegrerede indtryk, siger Hans Henrik Knoop.

»Sat lidt på spidsen: Hjernen foretrækker en tilfældigt konstrueret virkelighedsopfattelse frem for en uhåndterlig uorden eller endnu skarpere, når vi for eksempel tænker på fundamentalistisk religion: Hellere en løgn, vi forstår, end en sandhed, vi ikke forstår«.

Rytteren er nu en del af hjernens mentale verdenskort, og, tilføjer Hans Henrik Knoop, når hjernen én gang har fundet en virksom orden, har den svært ved at slippe den igen.

»Hjernen holder fast på det, den har opdaget«.

Der sker noget tilsvarende på organisationsniveau, når man har en klasse eller en gruppe kursister: Selv om man siger, at de må sætte sig, lige hvor de har lyst, sætter de sig oftest på de pladser, hvor de plejer at sidde.

»Det er, fordi det er det psykologisk billigste. Så behøver man ikke at bruge så megen psykisk energi på at nyorientere sig socialt«.

Ryttereksemplet peger imidlertid også på, at vores hjerne skal have gode alternativer for at acceptere ændringer af sin mentale verdenskort.

Orden varer ikke evigt

Hjernen er imidlertid ikke kun et konservativt ordensvæsen. Den udfordrer også orden (se figur 2), og dermed ligger den hele tiden på kanten af kaos.

Kasseeksemplet viser, at hjernen også udfordrer den orden, den selv har skabt, hvis den bliver for kedelig, siger Hans Henrik Knoop.

»Spontant begynder hjernen at begribe figuren som mere kompleks end i første omgang. Den keder sig og vil have nye udfordringer, og hvis den ikke får det, fordi vi er for passive, skaber den dem selv«.

Denne dynamik ses også i sansedepraveringsforsøg, som forskerne har foretaget: De sænkede forsøgspersoner ned i lukkede tanke med saltvand, der havde krops­temperatur, og afskar dem fra omverdenen. Forsøgspersonerne kunne ikke lugte, høre, se eller føle noget som helst. De fik kort fortalt ingen sanseimpulser overhovedet. De blev dog løbende interviewet om deres tilstand. Hurtigt efter at de var lagt i tanken, begyndte deres hjerner at kompensere for den manglende stimulation med dagdrømme, som blev mere og mere urealistiske, jo længere de lå i tanken.

»Hjernen accepterer ikke understimulering, så den skaber sin egen stimulation ved at dagdrømme, når der sker for lidt«, siger Hans Henrik Knoop, som sammenligner bevidstheden med et multimedie­show uden pauseknap.

»Det strider ganske enkelt mod vores natur at være på standby«.

Læring på kanten af kaos

Effektiv og nydelsesfuld læring i skolen bygger på og udnytter princippet om spontan, selvorganiseret kompleksitetsvækst: Nemlig hjernens tendens til at skabe orden i kaos og dens samtidige tendens til at udfordre orden. Dens tendens til at arbejde på kanten af kaos. Gennem lærernes afgørende inspiration og kompetence danner eleverne sig af egen drift en stadig mere kompleks, det vil sige en stadig dybere og bredere, forståelse af sig selv og verden.

Hvordan man pædagogisk griber denne opgave an, og hvordan man løbende evaluerer processer og resultater på en god måde, fortæller Hans Henrik Knoop i et senere nummer af Folkeskolen.

folkeskolen@dlf.org

Kriterier for kompleks læring

Vi er mest tilbøjelige til at lære nyt, når syv betingelser er opfyldt:

den nye viden gør os mere levedygtige; den er altså anvendelig

den nye viden giver os mere pålidelige forudsigelser; vi kan bruge den nye viden til at begå os mere sikkert i verden

den nye viden er overkommelig at lære: ikke for meget nyt på en gang; ikke for stor modstrid mellem det nye og det, vi allerede ved; og det nye må ikke stå i for stærk modsætning til vores genetiske programmering

den nye viden skal være let at demonstrere og videregive til andre

den nye viden skal helst være af en karakter, så vi gerne vil give den videre; når vi fortæller andre, hvad vi har lært, repeterer vi, og det konsoliderer vores viden

den nye viden skal være stærkere end konkurrerende elementer i det mentale landkort; vi er tilbøjelige til at udelukke ny viden, som bestrider noget, vi holder af, medmindre vi oplever, at fordelene ved den nye viden mere end opvejer ulemperne

den nye viden bidrager til den kollektive levedygtighed; når viden ikke kun er vigtig for os selv, men også for andre, er vi mere tilbøjelige til at huske den, fordi vi løbende vil kommunikere med andre om den.

(Læs mere i Hans Henrik Knoop: »Leg, læring og kreativitet hvorfor glade børn lærer mere«, Aschehoug 2002).

Powered by Labrador CMS