I 80erne nægtede hun at tage de pornoblade, som elever bragte med til undervisningen, fra dem. Det fik skoledirektøren og skolenævnet på den indvandrertunge Stevnsgades Skole i København til at rynke på næsen og bede om en forklaring. Og det blæste mediernes overskrifter store med det resultat, at hun mere end en gang blev nævnt som pornolærerinden i den offentlige debat.

»Når de selv kommer med pornoblade, så lad os tale om det. Indvandrerdrengene havde dem med fra kioskerne. Der var ballade i et års tid, så sagde skoleinspektøren, at der var metodefrihed, og jeg derfor selv kunne bestemme, hvordan jeg gjorde det«, siger lærer Annette Westrup.

I 1993 flyttede hun til Christianshavns Skole, hvor de etniske mindretal ikke er så dominerende. I tyve år har hun anmeldt stort set alle bøger om sex og seksualvejledning for Folkeskolen. Selv mener hun, det er sjældent, hun vender tommelfingeren nedad, når hun har læst en bog til brug i seksualundervisning, men i begyndelsen af januar anmeldte hun »Ung kærlighed« af Ann Mari Urwald. Anmeldelsens første sætning lød: »Denne bog må ikke bruges i folkeskolen som lærebog«.

»Bogen bevæger sig ud over kanten de steder, hvor den siger, at det mener profeten også. Vi må ikke snige profeten ind. Heller ikke selv om det er en spiselig profetfortolkning, der ligner Jens Jørgen Thorsens hippie-Jesus. Ann Mari Urwalds koranfortolkning er ikke bedre end min evangeliefortolkning. Det bringer ikke eleverne videre. De danske elever vil springe det over. De, der forbinder det med noget, vil vide, at det er ikke den udlægning af koranen, de kan komme med ved middagsbordet om aftenen«, siger Annette Westrup.

»Som lærere har vi metodefrihed, men vi har ikke forkyndelsesfrihed«.

Hun mener, at børn fra familier med buddhistiske, muslimske eller Jehovas Vidners traditioner i den sociale rygsæk ikke skal stå til ansvar for familiens tro i klassen.

»Eleverne skal ikke stå til religiøst ansvar i det offentlige liv. Hvis en pige tager tørklædet af, så siger vi lærere ikke noget. Vi er i Danmark, og det er vores pligt at lære dem, at Danmark byder dem andre muligheder«.

På Stevnsgades Skole havde Annette Westrup ikke meget at gøre med fædrene til eleverne med anden etnisk baggrund.

»Dengang støttede mødrene mig. En stor del af seksualvejledningen er jo præventionsundervisning, og mødrene blev kisteglade, når jeg delte kondomer ud«, siger Annette Westrup.

Sex er for alle

At tænde for videoen og blæse en fødsel ud i en syvende klasse er et overgreb over for alle elever, mener hun. På samme måde som nøgenbilleder eller pornobilleder vil virke stødende på nogle elever.

»Men seksualvejledning skal ikke gribes anderledes an over for etniske min­dretal end over for danskere. Det er ikke en gruppe børn, der er på besøg. Læreren skal tage hensyn til sine elever, og det er lige meget, om det er flertallet af dem eller mindretallet«.

Hun mener, at det er vigtigt at fortælle om de muligheder, der er for hjælp i Danmark.

Annette Westrup ville aldrig begynde seksualvejledning med at smække plancher med nøgne mænd og kvinder op i klassen.

»I begyndelsen vil vi skændes om, hvorvidt vi overhovedet skal snakke om seksualvejledning. Jeg vil fortælle om USA og teenagegraviditeter og præsident Bushs holdninger. Jeg vil snakke om køkkenbordsaborter før den fri abort. Det vigtigste budskab vil være, at forældrene nogle gange vil noget andet end de unge. Men at sundhedsplejersken og lægen holder med de unge. Og at de har tavshedspligt. Det har også de dydige elever ret til at vide«.

Hun mener, at det i virkeligheden gælder om at kunne gribe budskaberne i en hvilken som helst situation, som for eksempel når Tine i Herman Bangs roman går i mergelgraven.

Ingen forlader klassen

»Drengene råber tit højt. De tager bøgerne, de flår og bladrer dem igennem, lukker dem skuffet og råber: Der er ingen kællinger. Det gælder om at forklare, at man når længere med pigerne på andre måder end hele tiden at sige, at man selv er lækker«.

Anderledes forholder det sig med de piger, der sidder med tørklæder og ned­slåede blikke. For Annette Westrup er det vigtigste, at de ikke forlader klassen. De behøver ikke deltage aktivt, men de skal være der.

»Jeg havde en pige, der havde stort slør og kappe på. I 8. klasse skulle hun hjem og giftes. Jeg kunne ikke kræve af hende, at hun skulle have en mening eller sige noget. Da eleverne fik kondomer og rullede dem på fingrene, sagde jeg, at de skulle smage på det for at få fornemmelsen. Hun sad nede bagved og smagte på det under sløret, og hun fyldte lommerne med kondomer, for dem kunne hun sikkert ikke få, når hun skulle hjem og giftes muslimsk. Så hun lærte noget«.

Ingen opgør med forældre

Annette Westrup mener, at det er vigtigt ikke at diskutere seksualvejledningen med forældrene. I »Ung kærlighed« lægger forfatteren op til, at forældrene bliver involveret på et forældremøde.

»Man skal ikke diskutere det på et for­ældremøde. For der vil altid være forældre og det er lige meget om det er indvandrere eller ej der vil stille sig op og sige, at det er noget svineri«, siger Annette Westrup.

Hun mener, at der ikke bør være dis­kussioner om, hvorvidt eleverne skal deltage eller ej.

»Sådan var det i 1972, da en far førte sag ved domstolen i Strasbourg om, at skolen ikke skulle blande sig i hans lille datters seksualvejledning, og sådan er det stadig i dag«.

Hun mener, at forældrene på ingen måde må få lov til at fritage eleverne fra undervisningen.

»De må ikke gå. Der er ikke noget at gøre. Hvis de går, må inspektøren indkalde til forældremøde, hvor han tuder ørerne fulde om, at sådan gør vi i Danmark. De må få alle libressehæfterne med hjem, så de kan se, hvor uskyldigt materialet er«, siger Annette Westrup.

Lektor Lene Kristiansen har i en lektørudtalelse rost »Ung kærlighed« i høje toner. Men en sådan udtalelse får ikke Anette Westrup til at sluge sine hårde ord.

»Udlægningen af profetens ord var det eneste, der stødte mig. Bortset fra det ligner indholdet alle de andre bøgers til forveksling, og det er der ikke noget galt i. Bogen kan sagtens bruges som et enkelt eksemplar blandt andre. Men det er vigtigt, at læreren understreger, at det er Ann Mari Urwalds fortolkning af koranen, der ligger til grund«.

mbtrier@dlf.org