»Denne bog må ikke bruges i folkeskolen som lærebog«.

Det var de første ord i Folkeskolens anmeldelse af lærebogen »Ung kærlighed Nyttig og nænsom viden om krop og sex« skrevet af Ann Mari Urwald.

Lærer på Humlehaveskolen i Vollsmose i Odense, Jill Toft Hansen, kunne slet ikke forstå den hårde dom over bogen, som hun selv har været praktisk konsulent på.

Humlehaveskolens gange og kroge syder af etnisk mangfoldighed. Næsten 95 procent af eleverne er af en anden etnisk oprindelse end dansk. Her har seksualvejledning i mange år været noget, som lærerne enten undgik eller sneg ind i undervisningen. Det har Jill Toft Hansen været med til at ændre på ved hjælp af en række virkemidler, som også bliver brugt i det undervisningsmateriale, som forfatteren Ann Mari Urwald har skrevet.

»Tidligere var seksualvejledning noget, vi udøvede i det skjulte. Det var fordækte emner, som vi listede ind ad bagdøren. Vi var bange for, at forældrene kom og brokkede sig«, siger Jill Toft Hansen.

»Nøgenhed er meget mere tabubelagt blandt vores elever end blandt danske. Den nøgne krop er forbudt i familien. Mor og far rører ikke hinanden de kysser ikke. Derfor reagerer eleverne hårdt, når de ser billeder af det. Men hvem er det også, der siger, at man skal gribe seksualvejledningen an ved at vise billeder?« spørger hun.

Ingen levende billeder

Jill Toft Hansen begyndte sammen med en gruppe lærere sidste år at udarbejde en række principper for seksualvejledningen. Lærerne fandt materialer, der ikke kunne provokere, og de interviewede de mere åbne forældre for at finde ud af, hvad der skulle til for at gøre seksualundervisningen accepteret.

Det arbejde førte til, at Jill Toft Hansen blev en form for praktisk konsulent på forfatteren Ann Mari Urwalds bog.

»Her er faktisk en bog, der på alle måder lever op til de principper, vi nåede frem til. Den kan præsenteres på forældremøder og bruges i undervisningen«, siger Jill Toft Hansen.

Hovedbudskaberne i de principper, som ligger til grund for seksualvejledningen på Humlehaveskolen i dag, er kønsopdelt undervisning, ingen fotos, ingen levende billeder, sobert/medicinsk sprog, oplysning, ikke opfordring, mandlige lærere til drengene og kvindelige lærere til pigerne.

Koranen er krydderi

Principperne nævner ikke, at koranen skal være med i undervisningen. Jill Toft Hansen ser ingen problemer i, at koranen spiller en rolle for budskaberne i »Ung kærlighed«.

»Vi har mange muslimske elever. Vi har katolske elever. Vi har kristne elever. Selvfølgelig kan man komme ind på ko­ranen, på samme måde som man kan komme ind på bibelen. Det er tværfaglig undervisning mellem religion og seksualvejledning. Mange børn bruger selv koranen, og de har mange tolkninger af den. Derfor er det godt at diskutere de tolkninger, der er i bogen. Jeg ser det som et krydderi på en mere faglig tekst«, siger Jill Toft Hansen.

Hun mener, at korancitaterne kan give bagslag blandt forældrene.

»Ofte virker korancitater modsat over for forældrene. Der er mange måder at tolke både bibelen og koranen på, og i denne sammenhæng kan det hurtigt opfattes på en forkert måde«.

»I undervisningen bruger jeg meget elevernes egne udlægninger af koranen. På den måde bliver de tvunget til at tage stilling til de forklaringer, som de har med hjemmefra«, siger Jill Toft Hansen.

Ambivalente børn

På Humlehaveskolen er det ikke usædvanligt, at nogle elever holder sig for øjnene eller ørerne, når billeder eller ord berører intimlivet. Der er også nogle, der forlader undervisningen. Eller råber højt om, at det er noget svineri, som skolen ikke kan tvinge dem til at deltage i.

»De skal deltage. Sådan er det bare. Men de er enormt ambivalente. De opsøger det, samtidig med at de gør alt for at vise, at de ikke er interesserede. De, som udebliver, er ofte dem, som bruger mest tid på at surfe på pornosider på internettet. De, der råber højest, er de børn, der stryger ned på biblioteket og finder bøger med mange seksuelle billeder og holder dem foran kammeraterne for at provokere. Det er en opførsel, som man ikke ser blandt danske elever«, siger Jill Toft Hansen.

Det er vigtigt for hende, at læreren gør alt, hvad hun kan for at sikre, at eleverne får seksualvejledning. Når Jill Toft Hansen på forældremøder fremlægger det materiale, der bliver brugt, fortæller hun også, at undersøgelser viser, at mere end hver tredje af alle, der har fået konstateret hiv siden 1990, er født i udlandet. Og at der blandt nogle indvandrergrupper er en dobbelt så høj abortrate, som der er for danske kvinder.

Elever pludselig syge

Undersøgelserne har hun fundet på nettet, og de er vigtige, når forældrene skal forstå nødvendigheden af, at netop børn deltager i seksualvejledningen.

»Nu har vi fra en gruppe forældre fået at vide, at hvis seksualvejledningen foregår på denne måde, så vil de gerne lægge børn til. Vi fortæller åbent i begyndelsen af året om, hvad elever skal igennem, og at det er obligatorisk at modtage undervisningen. Alligevel kan vi ikke gøre noget, når eleverne pludselig er syge, når seksualvejledning er på skemaet. Hvis de nægter at deltage, skal skolelederen tage en snak med forældrene, men i sidste ende er det forældrene, der bestemmer, om eleverne skal deltage eller ej«, siger Jill Toft Hansen.

I arbejdet med principperne fandt lærerne frem til, at forældrene opponerede mest mod levende billeder og fotos.

»Vores forældre sidder ikke og læser teksten, når de får den. Derfor er det vigtigste, at der i materialet er en stor blufærdighed. En blufærdighed, som jeg tror mange danske elever også synes er rart at have med«, siger Jill Toft Hansen.

Risiko for sladder

Når det gælder seksualvejledning for indvandrere, er det væsentligste, at eleverne kender læreren godt.

»Vores elever har ikke nogen, som de kan snakke med det her om. Derfor er der hele tiden angsten for, at man bliver betragtet som løssluppen, hvis man spørger om noget. Derfor er det godt med kønsopdelt undervisning og godt, at eleverne ved, at læreren ikke fortæller nogen, hvad de er interesserede i. Pigerne turde slet ikke deltage, hvis drengene var der«.

Vollsmose fungerer som et meget lille samfund, hvor mange kender hinanden eller er i familie med hinanden.

»Drengene vogter over pigernes ære. Måske er der ikke en fætter i klassen, men der er stor chance for, at der sidder en, der kender broren eller fætteren, og dermed er der også risiko for, at der bliver sladret. Sladder er en meget adfærdsregulerende kraft på vores skole«, forklarer Jill Toft Hansen.

mbtrier@dlf.org