Alt for god tid til rengøring

Mette Krogsgaard kan ikke mærke, at der er lærermangel i folkeskolen. Seks måneder efter at hun dimitterede, har hun stadig ikke fået fast arbejde

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Der er meget rent i min lejlighed«, fortæller Mette Krogsgaard med et smil på læben.

Den 27-årige nordjyde har, siden hun dimitterede fra Hjørring Lærerseminarium i august, brugt mere tid på rengøring, end hun egentlig har haft lyst til. Det har nemlig vist sig umuligt for hende at finde fast arbejde som lærer, selv om der skulle være mangel på lærere.

Det eneste, hun har kunnet få, er fire timers tysk om ugen på en skole i Hjørring. Hun har i øvrigt selv gået på skolen som elev, og hun var der også i praktik, mens hun gik på seminariet. Her har hun været siden nytår.

Mette Krogsgaard er langtfra den eneste dimittend med det problem. Ledigheden blandt nyuddannede lærere stiger især i Nordjylland.

Mette dumpede til en eksamen i juni og blev derfor først dimittend i august.

»Jeg holdt ikke sommerferie, fordi jeg skulle læse. Derfor nød jeg at gå hjemme i begyndelsen, især fordi vejret var godt. Men nu er det kedeligt. Alle vennerne arbejder jo, så der er ikke så meget, man kan lave«.

Hun er overrasket over, at det har været så svært at finde et job.

»Da jeg begyndte på seminariet, fik vi at vide, at vi kunne vælge og vrage, når vi blev færdige«, husker Mette.

Hun har søgt mellem 20 og 30 stillinger i hele amtet og været til tre samtaler, men ingen af dem kastede et arbejde af sig.

»Nogle af dem var endda pædagogstillinger, for der var ikke ret mange ledige lærerstillinger«, fortæller hun.

Holder fagligheden ved lige

Om fire måneder spytter seminarierne et nyt kuld lærere ud. Mette frygter, at de skal overhale hende indenom. Derfor prøver hun at holde fagligheden ved lige.

»Jeg bruger meget tid på amtscentret og på at finde på gode ideer til undervisningsforløb. Og så læser jeg meget«, siger Mette, som har dansk, tysk, engelsk og biologi som linjefag.

Hun har ikke råd til at tage på kurser.

»Det er frustrerende at have en uddannelse og så få det samme udbetalt, som da jeg gik på seminariet og fik Statens Uddannelsesstøtte og lån«, siger Mette, som på dimittendsatsen får 2.555 kroner om ugen før skat.

Hvis jobtørken fortsætter efter sommerferien, overvejer hun at flytte.

»På Sjælland mangler de lærere, har jeg hørt, så finder jeg ikke noget arbejde heroppe, så må jeg jo flytte derover, selv om jeg ikke kender nogen der. Men jeg vil nu helst blive i Nordjylland«, siger hun og tilføjer, at hun håber, der er rigtig mange nordjyske lærere, der vælger at gå på pension til sommer.

Indtil videre må hun nøjes med at gøre rent hjemme i lejligheden og så håbe, at de fire timers tysk om ugen kan føre til en fast stilling.

Hun har i hvert fald ikke megen lyst til at være løs vikar. Det har hun prøvet en kort overgang.

»Jobbet som vikar er det mest utaknemmelige job i hele verden. Du har kun den tid, det tager at komme fra lærerværelset og ned til klassen, til at forberede dig på, hvad eleverne skal lave«.

-dong