I Folkeskolen nummer 5 spørger Ole Mathiesen videre til Klostervænget-sagen fra København. Det sker på baggrund af, at Ole Mathiesen i samme indlæg påviser, at forvaltningschef i Københavns Kommune Peter Rasmussen ikke på nogen måde har forklaret årsagerne til tvangsfjernelsen af fem fagligt aktive kolleger fra Klostervængets Skole, men tværtimod prøver Peter Rasmussen at spise os af med antydninger og halvkvædede viser.

Ikke overraskende er jeg enig med Ole Mathiesen.

Tilsyneladende er der nemlig ingen der ved, hvad de fem er blevet tvangsfjernet for.

Ifølge Københavns Lærerfor­enings blad »KK« kan formanden Jan Trojaborg i hvert fald »ikke oplyse, hvad de fem præcist har gjort forkert, al den stund at det ikke er blevet oplyst over for dem eller os«.

Fem kolleger fjernes med øjeblikkelig virkning uden at blive oplyst om årsagerne og uden at få mulighed for at udtale sig. Det kan vist kun betegnes som rå magtudøvelse.

Hvordan Københavns Lærerforening i øvrigt på den baggrund kan indgå en aftale med kommunen om tvangsforflyttelserne, er ikke soleklart for mig.

Den ansvarlige skoleborgmester taler i et indlæg i Folkeskolen nummer 3 om dårlig personalepolitik og bedyrer, at der aldrig mere vil komme en Klostervænget-sag. Så langt så godt. Han lægger også afstand til en konsulentrapport, som bygger på anonyme oplysninger, men brygger alligevel videre på antydninger fra samme rapport om mobning af kolleger. Det er rent politisk røgslør.

Klostervænget-sagen er en skammelig sag, som skal huskes, fordi den skal minde os om, hvor vigtigt det er, at DLF fortsat kæmper for fagligt aktive læreres ret til at sige deres mening og tillidsrepræsentanternes ret til at være kritiske og pågående over for ledelsen uden at blive mobbet og straffet af arbejdsgiveren.