Debat

Pamperi i fagbevægelsen

Pressen skal udfylde sin rolle som borgernes demokratiske kontrollant

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Danmarks Lærerforenings formand er lønmæssigt indplaceret som uddannelses- og ungdomsdirektøren i København. Begrundelsen for honoraret som Lærernes Centralorganisations formand på cirka 20.000 kroner om måneden fortoner sig i de historiske tåger. I nogle lærerkredse har generalforsamlingen besluttet, at kredsformanden skal aflønnes på niveau med skoleinspektørerne. Om disse aflønninger er rimelige eller ej, kan man diskutere man bør i hvert fald kunne.

Jeg læste i en artikel i B.T., at unge fagforeningsmedlemmer ikke vil finde sig i pamperi. Det er der forhåbentlig ingen, der vil finde sig i. Hvem afgør, om noget er pamperi eller ej? Ja, det er hverken fagfor­eningsledelserne selv eller pressen, men derimod medlemmerne af den enkelte fagforening. Forudsætningen for, at de har mulighed for at tage den vurdering, er imidlertid, at de har kendskab til ordningerne for de politisk valgte. Derfor skal der naturligvis være åbenhed omkring lønningerne. Det er en åbenhed, som de politisk valgte selv har hovedansvaret for, men heldigvis er pressen der til at kigge os efter i sømmene, hvis vi selv svigter. Pressen har bestemt ikke haft fløjshandskerne på i den seneste tid. Det vil jeg på ingen måde kritisere. Pressen skal udfylde sin rolle som borgernes demokratiske kontrollant. Det indbefatter også en demokratisk kontrol af fagforeningerne på medlemmernes vegne. Derfor skal pressen også have tak for sin indsats i denne sag.

Naturligvis har pressen en tendens til at mistænkeliggøre alt, når en sag først ruller, og dele af pressen har muligvis også et ønske om at stille fagbevægelsen generelt i miskredit. Sagen er bare, at vi må bestræbe os på, at der er så meget åbenhed, at der ikke opstår »sager«. Erfaringerne fra de sidste uger viser os, at det ikke er nok, at vilkårene for det politiske arbejde bliver drøftet, i forbindelse med at de vedtages.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Vi må af egen drift tage tidligere beslutninger op til fornyet drøftelse og vurdering. Det kan godt ske, at vi ender med at bekræfte tidligere beslutninger, men en jævnlig vurdering og debat er nødvendig, hvis der skal være bred accept af beslutningerne.

Nu forholder det sig ikke sådan, at formanden fastsætter sin egen løn. Principperne er til beslutning på kongressen forud for et formandsvalg. Det er heller ikke hemmeligt, hvad lønnen er. Det fremgår af foreningens regnskab, det blev for nogle år siden offentliggjort i Folkeskolen på et medlems opfordring, det blev offentliggjort sidste forår, da pressen sidst viste interesse for forholdet, og det er i forbindelse med den seneste debat lagt ud på foreningens hjemmeside. Jeg er imidlertid overbevist om, at vi skal bestræbe os på at skabe særlig opmærksomhed om disse forhold i god tid, før de behandles på kongressen, så vi er sikre på, at principperne også accepteres af medlemmerne.

Pamperi nej tak.

Anders Bondo Christensen er formand for DLF