Skolekonsulenter på Roskilde-egnen har udpeget 30 dygtige lærere for professor Per Fibæk Laursen, Danmarks Pædagogiske Universitet, der så har skrevet en bog om dem, »Den autentiske lærer. Bliv en god og effektiv underviser hvis du vil«, som udkommer i denne uge.

Folkeskolen besøger en af de udvalgte, Lisbeth Pontoppidan, lærer på 24. år på Trællerupskolen i Gevninge ved Roskilde.

Ét ord kendetegner hende, viser det sig: Overskud.

Hun har overskud i forhold til elever, forældre og kolleger. I forhold til sit arbejde. Hun har altid haft det godt med at være lærer, siger hun, men aldrig så godt som nu. Det er blevet bedre og bedre med årene, sjovere og sjovere.

Lad os først kikke ind i 1.a, som hun er klasselærer for i år.

Synet er velkendt. Mange fingre er i vejret, mange vil til, hele tiden, og det kan ikke gå hurtigt nok. Danske lærere vil typisk undervise uden at tryne, uden at slå lærelyst og nysgerrighed ihjel, også Lisbeth Pontoppidan.

Risikoen er tumult og larm, og så bliver der alligevel skældt ud, i afmagt, men ikke i 1.a på Trællerupskolen. Stemningen er god, undervisningen struktureret, men levende.

Hun er på

Mange lærere kan nikke genkendende til scenen: Lisbeth Pontoppidan styrer, hun er på, intens, hele hendes sanseapparat og samtlige intelligenser ser ud til at være i gang, hun er opmærksom hele vejen rundt i klassen, 26 elever, et øje på hver finger, hun holder sin plan for timen, alt imens hun indimellem improviserer, læreprocesser skrider fremad skridt for skridt.

Det er hårdt, det ved enhver, men Lisbeth Pontoppidan ser ud til at nyde det. Hun ler. Hun er afslappet og rolig, virker ikke stresset og presset, men ovenpå.

»Jeg ville ikke kunne være på den måde, hvis jeg havde 25 konfrontationstimer om ugen«, siger hun.

Hun underviser 20 timer om ugen. De 13 i 1.a, og de syv er undervisningstid på biblioteket. Derudover er hun med i skole­bestyrelsen, udviklingsrådet og teamkoordinator for indskolingen.

»Så var jeg nødt til at drosle ned nogle steder, beskytte mig selv, fordi jeg også har en familie. Jeg er ikke sådan en type, der siger, at lærerjobbet skal fylde hele mit liv. Jeg har også nogle ting, jeg godt vil uden for skolen«.

Dér ligger en del af hemmeligheden om Lisbeth Pontoppidans overskud gemt. Hun kan undervise for fuld damp, fordi hendes lærerjob er sammensat af så mange forskellige elementer.

Sådan har det ikke altid været. Den første halve snes år var der ingen nåde. Dengang havde hun op til 27 undervisningstimer om ugen og arbejdede stort set døgnet rundt.

»Det ville jeg ikke kunne gøre i dag, og jeg har altså også et privatliv. Så kunne jeg godt finde på at få nedsat tid eller et eller andet, hvis jeg synes, det bliver for meget«.

I en årrække var Lisbeth Pontoppidan specialundervisningslærer, sideløbende med at hun var klasselærer.

»Selv om det også er et stort arbejde at være specialundervisningslærer, så har du aldrig en hel klasse. Du har færre elever ad gangen, så det er afgjort mindre stressende«.

Hun tager udfordringer

De sidste fire år har Lisbeth Pontoppidan så været skolebibliotekar sideløbende med jobbet som klasselærer.

Det er et andet vigtigt element i hendes opskrift på, hvordan man får et tilfredsstillende lærerliv: Man skal blive ved med at tage nye udfordringer, også selv om det en gang imellem kan tage sig anstrengende ud.

»Erfaringen viser, at det betaler sig. For eksempel har jeg i dag, hvor jeg igen er indskolingslærer, glæde af mine år som specialundervisningslærer. Jeg har meget godt styr på synes jeg selv det med læseindlæring«, siger Lisbeth Pontoppidan, der har været i overbygningen de sidste seks år.

»Jeg er i stand til rimeligt hurtigt at se, om der er nogle børn, der har nogle problemer ligesom få screenet dem fordi jeg har de forudsætninger«.

Hun kunne godt være blevet i overbygningen, hvis hun havde villet, men igen: Hun trængte til nye udfordringer, og det var 12 år siden, hun sidst havde været i en 1. klasse, som jo kræver en anden lærerrolle.

Før hun gik i gang med sin 1. klasse, tog Lisbeth Pontoppidan et endagskursus i begynderundervisning, og hun holdt møder med kolleger, der havde friske erfaringer med undervisning i 1. klasse.

»Det kommer jo ikke bare ud af den blå luft. Man er nødt til at opsøge de gode idéer«, siger hun.

Det er kendetegnende for hende, at hun selv tager hånd om sin faglige og personlige udvikling. Det er i øvrigt et gennemgående træk hos de 30 lærere i Per Fibæks bog, der nu, så at sige, har fået papir på, at de er dygtige lærere.

Hvad er det, du gør, der får undervisningen til at fungere så godt?

»For mig er det vigtigt at være fagligt dygtig, fordi det fritstiller en til at tage sig af nogle andre ting, når man ikke så krampagtigt skal holde fast i og huske, hvad det nu var, man sad og læste derhjemme i går«.

»Og så følger jeg med i den pædagogiske udvikling, for eksempel de mange intelligenser. Det er ikke sikkert, det revolutionerer din undervisning, men det hører med til at være fagligt dygtig. Jeg læser meget og går på kurser, så snart jeg kan komme til det, en dag eller en eftermiddag eller en uge«.

Hun er åben

»Så skal man være åben. Man skal have et tillidsfuldt forhold til børnene. De skal turde komme til en og sige hvad som helst. De må ikke være bange for mig som person«.

»Og så er det rigtig vigtigt for mig at have humor med i bagagen. Grine og være et glad menneske. Det skønneste er at sidde og skraldergrine i timen over noget, der er sket. Se lyst på tingene«.

»Og så skal man kunne lytte og sadle om. For eksempel hvis en elev lige vil vise noget, så skal man kunne stoppe flowet, fordi sådan en 1. klasse har meget svært ved at vente. Man kan ikke bare sige: Du skal vente. De bliver ved med at sidde der med fingeren, så man skal kunne sadle om«.

»Jeg kan godt komme i skole en dag og tro, vi skal lave et eller andet, som jeg har siddet hjemme og udtænkt, og så viser det sig, at det skal vi bare ikke alligevel, fordi der er nogle andre ting. Der kan ske noget socialt, som man er nødt til at tage sig af, som tager lang tid at bearbejde«.

»Den dag, der var snevejr for eksempel, var jeg nødt til at bruge utrolig lang tid til at snakke om, hvordan man gebærder sig. Med at vaske hinanden, hvor man må slås med sne, og hvis man siger nej, så en masse ting om det der, som man ikke sådan lige på forhånd hjemmefra havde tænkt på«.

Hun er struktureret

Lisbeth Pontoppidan udarbejder ugeplan, og den er en af grundene til, at hun kan slappe af. Hun føler, hun har styr på det.

»Jeg udarbejder en ugeplan. Det har jeg altid gjort, og nogle af mine kolleger kan simpelt hen ikke forstå mig, men jeg planlægger faktisk en uge ad gangen. Jeg er ret struktureret«.

Eleverne får ugeplanen, der fylder en A4-side, med hjem hver fredag.

»Der står, hvad vi skal lave i næste uge, for eksempel at vi i den og den time om torsdagen skal læse side det og det i læsebogen, og så bliver det måske ikke sådan alligevel, og det er der så ikke noget at gøre ved«.

»Det har jeg også sagt til forældrene: Jeg planlægger det, og sådan ser det ud om torsdagen, når jeg sidder og laver det, men når ugen er gået, så kan det godt være, at det er gået lidt anderledes. Så skriver jeg måske en note, hvis der er sket noget særligt, så mere binder den mig ikke«.

»Men jeg slapper mere af, når jeg ved, nå, nu ser næste uge sådan ud, de og de ting skal jeg lige have sørget for og så videre«.

Lisbeth Pontoppidan lægger vægt på et højt informationsniveau i forhold til for­ældrene.

»Det skaber trygge forældre, når man for eksempel skriver til dem: Hvis I har hjertesuk, så kom bare med dem. Jeg inviterer dem hele tiden til at komme med tingene. De skal ikke holde sig tilbage og så tillader jeg mig også at sige noget til dem en gang imellem, for eksempel: Vil I sørge for, at penalhuset er i orden, eller vil I læse lidt med jeres barn derhjemme«.

Hun gør selv noget

Lisbeth Pontoppidan, der er vokset op i et håndværkerhjem, har villet være lærer, siden hun var ganske ung.

Der har været kriser undervejs, men hun er kommet styrket igennem, så hendes råd lyder:

»Man skal sørge for at bringe sig selv videre, så man ikke gror fast, kører i rutiner og måske bliver sur og tvær. Man skal sørge for at kaste sig ud i noget nyt. Nogle gange er det besværligt, men når man har prøvet det nogle gange, ved man, at der kommer noget godt ud af det«.

»Man skal være åben og sørge for altid at få snakket med kollegerne om tingene. Mit lærerliv har ikke været en dans på roser, det kan man ikke sige. Jeg synes, det har været svært indimellem«.

Lisbeth Pontoppidan fremhæver forældrene som et særligt vanskeligt område.

»Samarbejdet med forældrene har ikke altid været lige let«, siger hun.

»Det lærer man ikke på seminariet, det må man erfare sig frem til hen ad vejen. Man må selv gøre nogle ting, for eksempel tage på kursus og læse, og man må snakke med nogle kolleger om, hvordan man kan gøre det og det«.

»Og så hjælper det helt fantastisk selv at være forælder«.

jvolsen@dlf.org

I denne uge udkommer bogen »Den autentiske lærer. Bliv en god og effektiv underviser hvis du vil« skrevet af professor Per Fibæk Laursen, Danmarks Pædagogiske Universitet, der har analyseret sig frem til de personlige kompetencer, som kendetegner en dygtig lærer. Folkeskolen bragte den 17. april 2003 et interview med Per Fibæk om projektet. Det findes på www.folkeskolen.dk, skriv »en rigtig lærer« i søgefeltet. I sidste nummer af Folkeskolen var der ligeledes et interview med Fibæk om »Læreren som personlighed«.