DLF-politikeren

Ole Holdgaard har et ambivalent forhold til minimalkrav. Måske vil de sænke ambitions­niveauet

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Forfatterne til denne rapport har en langt bredere tilgang til faglighed end mange andre debattører, når de i stedet for kongerækker og salmevers introducerer faglige kompetencer«, siger formanden for DLFs pædagogiske udvalg, tidligere lærer ved Skalmejeskolen nær Herning, Ole Holdgaard.

»Samtidig har de ret i, at dannelsesbegrebet og de personlige komptencer skal være med, når vi skal udvikle hele mennesker«.

Og han er helt enig i, at vi skal have ambitionen om, at danske børn skal være fagligt dygtige, men oplever den nuværende indholdstrængsel i folkeskolen som en af de største forhindringer for at nå et højt fagligt niveau.

»Jeg har et lidt ambivalent forhold til ideen om minimalkrav for fagene. Jeg kan godt være bekymret for, at de medfører, at man sænker niveauet det er vigtigt, at vi sikrer spredningen, sikrer, at børnene får lov at stå på tæer på de forskellige niveauer, de befinder sig på. Minimalkravene må aldrig blive mål for klassen«, understreger Ole Holdgaard.

Han er også helt enig i, at danske lærere mangler efteruddannelse i virkelig at udnytte spektret af evalueringsværktøjer i den faglige undervisning:

»Måske er det derfor, mange lærere går i forsvarsposition, når man taler om evaluering og test«, siger han, men advarer samtidig kraftigt imod nationale testsystemer:

»Sporene fra lande som England og USA skræmmer, og rapportens forfattere har fuldkommen ret i, at risikoen er, at test­resultaterne bruges til intetsigende sammenligninger«.

Men Ole Holdgaard kan ikke følge rapportens ønske om et brud med enhedslæreruddannelsen:

»Vi er fudkommen enige i, at man skal have fagdidaktisk komptence i de fag, man underviser i altså linjefagsuddannelse. Men det kræver ikke nødvendigvis et opgør med enhedslæreruddannelsen. Det kunne godt være, man skulle skære et linjefag væk for at få tid til fordybelsen, men enhedslæreruddannelsen sikrer det lange og det brede perspektiv. Og så giver det mulighed for fleksibilitet i lærerlivet også for børnenes skyld«.

kravn@dlf.org