Folkeskolens leder:

Læreren og lær(l)ingen

Underrubrik

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Samtlige medier inklusive Folkeskolen strømmer over i begejstring over den franske dokumentarfilm »At være og at have« om landsbylæreren Georges Lopez. Han er ægte og engageret. Intuitivt véd han, hvordan og hvornår han skal lokke, presse og hjælpe eleverne til at lære.

Monsieur Lopez er gammeldags og har 35 års erfaring. Han er autentisk, vil professor Per Fibæk Laursen sikkert sige. »Den autentiske lærer« er titlen på Per Fibæks nye bog. Han har observeret og interviewet 30 dygtige lærere. Det er, som Fibæk selv skriver, et livsbekræftende projekt. Det lykkes ham at sætte ord på noget af det vanskeligt definerbare, der gør, at lærerens undervisning og elevernes læring lykkes.

Det er selvfølgelig vigtigt, at matematiklæreren kan sin matematik. Men det er ikke nok. Det er vigtigt, at læreren vil noget værdifuldt med sit arbejde. Men det er heller ikke nok. Hos den autentiske lærer bliver fag-faglighed og personlige kompetencer uadskillelige dele af en helhed, som handler om virtuositet, troværdighed, intuition og indlevelse.

Man kan ikke teste sig frem til, hvem der kan blive dygtige lærere. Ligesom ingen test kan vise, hvad der er den rigtige måde at lære eleverne det rigtige på. Det nu klassiske eksempel, som illustrerer det så tydeligt, findes i et norsk eksempel fra »International School Effectiveness Re­search Project«, som blev fyldigt omtalt på folkeskolen.dk allerede i 1999. Elevernes færdigheder blev testet, og undervisningen blev observeret, efter internationalt aftalte standarder. Men forskerne løb ind i noget uforklarligt med to klasser i Trondheim, som udviklede sig meget forskelligt i matematik. Alle baggrundsforhold, som kunne have betydning for skolegangen, syntes at være ens, og lærerne var i samme team, havde samme uddannelse og udtrykte de samme holdninger om undervisning. Alligevel var det kun den ene klasse, der rykkede fagligt.

Først efter en nøjere granskning af materialerne fra klasserumsobservationerne fandt forskerne forklaringen: Den ene lærer var mest interesseret i, at eleverne løste opgaverne rigtigt, mens den anden i langt højere grad fulgte sine udtrykte holdninger op i praksis og var dybt optaget af at stimulere elevernes for­ståelse og lyst til at lære. Hun var autentisk, vil Per Fibæk sige.

Og det virker. Eleverne i hendes klasse blev fagligt dygtige. De udviklede stor lyst til at spørge og undersøge, og de ville gerne arbejde sammen med andre både i og uden for klassen mens parallelklassen blev ved med at sakke bagud.

En af de vigtige konklusioner i Per Fibæks nye bog er, at man kan lære at blive en god og effektiv lærer. Gå i lære hos den autentiske lærer, siger han.

Og hvad kan vi så lære af det?

Midt i kompleksiteten er det sådan set meget enkelt: Det er langt vigtigere at stimulere professionel lærerkompetence end at komme med alle mulige politiske besværgelser om test og rummelighed, faglig opstramning og opsplitning af skoleforløbet og læreruddannelsen.

-th

Læs også side 12-15 og 6-9

Powered by Labrador CMS