Du kan lære at blive en god og effektiv underviser, siger Per Fibæk Laursen i en inspirerende bog om et forskningsprojekt

Det er »det mest livsbekræftende projekt, jeg nogensinde har lavet«, skrev Per Fibæk Laursen i sin notesbog en dag, da han satte sig ud i bilen efter at have observeret undervisning og interviewet én af de lærere, som bogen handler om. Det mærker læseren. For bogens tekst emmer af engagement, gåpåmod og glæde ved at undervise.

Per Fibæks projekt har tre mål: Han vil finde ud af, hvad der er kernen i den professionelle lærerkompetence, og forsøge at få klarhed over, hvordan den udvikles. Og så vil han gøre det muligt for andre at lære af de dygtigste. Bogen er et flot skridt i den rigtige retning. Den er en guldgrube for enhver lærerstuderende og enhver seminarielærer, der underviser i pædagogik og didaktik. Ja, den uddannede lærer kan bestemt også hente meget til egen og kollegial refleksion.

Efter 50 år og 2000(!) forskningsprojekter måtte man opgive at udvikle måleinstrumenter, der kan finde de mennesker, der kan blive gode lærere. Intelligenstest kunne ikke bruges, og det lykkedes heller ikke, da forskerne kastede sig over studier af lærerens personlighed. Undervisningens virkelighed er så kompliceret, så det er umuligt at teste sig frem til, hvor godt en person vil komme til at fungere som lærer. Det drejer sig nemlig ikke om personlighed, har forrige århundredes forskere skuffet måttet erkende. Men som Fibæk skriver for os andre ligger der »et positivt og opmuntrende budskab i deres resultat: Man kan blive den gode lærer, uanset hvilken personlighed man er udrustet med. Også de reserverede, indadvendte og ustabile kan blive gode lærere«. De skal bare arbejde mere med det, kunne man tilføje. For én af Fibæks vigtigste pointer er, at du kan lære at blive en god og effektiv lærer.

Fibæk har studeret 30 lærere, som andre har udpeget som gode. Den autentiske lærer, kalder han dem. Det er lærere, der gennem personligt engagement og ægthed kan præstere en undervisning af høj kvalitet. Han analyserer og diskuterer de kompetencer eller kvaliteter, han har fundet frem til hos autentiske lærere. Man må ville noget værdifuldt med sin undervisning og have gode grunde til det. Den autentiske lærers intention retter sig ikke kun mod undervisningens indhold, men også mod at inspirere eleverne til at lære. Hun sender et budskab til eleverne om, at det er værdifuldt at lære, og hun gør det med krop og sjæl så at sige. Hun viser respekt for eleven, og hun samarbejder med kolleger.

Mindst givende er bogens teoretiske afsnit, som ikke kommer i dybden.

Jeg kunne for eksempel godt have tænkt mig at få diskuteret Pierre Bourdieus term »virtuositet« over for brødrene Drey­fus ekspert-begreb, og i afsnittet om elevernes følsomhed over for læreres ageren savner jeg også en diskussion af, hvad vi for eksempel ved fra Joseph LeDoux hjerneforskning, der fortæller, at følelser så at sige overhaler det rationelle indenom.

Fibæks næste projekt burde være at følge autentiske læreres arbejde over læn­gere perioder, det perspektiv er slet ikke med i denne omgang, og det savnes.