I 1894 slog skoleleder Ingrid Jespersen portene op til sin pigeskole. De står stadig åbne, mere end 100 år efter, nu for både drenge og piger fra indskolingen til studentereksamen. En be­drift og en institution, som endelig har fået skrevet sin historie, rettere sin tidlige historie, nemlig historien om de første 40 år, hvor frøken Jespersen selv var ved roret.

Det var tider, hvor (enkelte) kvinder, hvis de ville noget, uden at have været på alver­dens ledelseskurser, skulle tumle med børn, forældre og lærere om dagen og bryde deres aftener og nætter med regnskaber, taler, byggerier og alverdens ting og sager. Bryderierne hører vi nu ikke så meget om i denne interessante og veloplagte bog skrevet af historikeren N.E. Japsen. Derimod hører vi om en kvinde, som tog det moderne gennembruds pædagogiske program til sig, som ville lave en skole for piger, der skulle gøre en forskel på arbejdsmarkedet. Som skulle være mødre, men ikke nødvendigvis først og fremmest det. Nok var det borgerskabets forældre, der appelleredes til, men det var i disse første år især de mere frisindede dele, som kunne bakke op om darwinisme, antimilitarisme, kvinders stemmeret og frigørelse. Og som derfor syntes, det var fint, at pigerne kom op i sløjd til studentereksamen, eller at de over eftermiddagsteen kunne berette om forsøg i kemi- og fysiklokalet. Skolen var nemlig helt i front, når det gjaldt revision af latinskolens støvede curriculum. Set i dette lys udgør historien om Ingrid Jespersens skole et vigtigt, nuancerende bidrag til forståelsen af den moderne kvindeligheds tilblivelseshistorie. Den fortæller os nemlig, at der i perioden omkring år 1900 inden for pigeskolens egne fire vægge herskede både konservative og progressive forestillinger om kvinders samfunds­mæssige rolle.

Japsen har haft et vidunderligt kildema­teriale til sin rådighed, først og fremmest Ingrid Jespersens mange taler, breve og erin­dringer fra tidligere ansatte og gamle elever. På denne baggrund tegnes der et fint portræt af Ingrid Jespersens pædagogiske tanker og deres relation til det moderne gennembrud, ligesom vi også får et indblik i, hvordan blandt andet hun selv omsatte dem i sin undervisning. Set med moderne øjne var det ikke altid lige progressivt, hvad der fore­gik, og som alle lærer(inder) gennem tider­ne kunne hun godt sætte en skræk i sine elever. Hun var tydeligvis ikke lige elsket af alle i sine omgivelser.

Man savner dog mere indblik i, hvordan et skoleimperium blev til hvordan var relati­onerne til forældrene, til de økonomiske bagmænd, til lærerstaben, til det øvrige pædagogiske establishment, var der virkelig ingen konflikter af betydning? Det er muligvis emnet for en større, måske sammenlignende afhandling. Set i lyset af den aktuelle opmærksomhed om kvindelige ledere kunne det være spændende at høre mere om.