Ambitionerne fejler ikke noget i projektet OS2skole.
Målet er at gøre danske folkeskoler fri af techgiganterne ved at opbygge en alternativ løsning til Google Workspace og Office 365 baseret på open source, der skal kunne tages i brug i sommeren 2027.
Det seneste halve år er gået med at teste forskellige software-pakker i de 23 kommuner, der indtil videre har meldt sig under fanerne.
En af dem er Syddjurs Kommune, hvor Mikkel Aslak Koudahl Andersen er lærer og CFU-konsulent.
Det vil være en katastrofe, hvis man af idealistiske årsager sprang ud i noget, der var umodent
Mikkel Aslak Lærer og CFU-konsulent
Han er desuden kendt som en ivrig debattør af særligt it i undervisningen og som medlem af flere ministerielle ekspertgrupper om samme emne.
OS2skole-styregruppen har flere gange inviteret ham til at give input, og i efteråret var han med som deltager på en workshop, hvor et udkast til en konkret løsning blev afprøvet af praktikere, skoleledere og konsulenter.
"Og jeg må sige, at det faktisk kunne noget", siger Mikkel Aslak.
Flertal vil have digitalt uafhængig skole
For nylig viste en rundspørge foretaget af Norstat for foreningen Digital Uafhængighed, at 59 procent af danskerne vil have techgiganterne ud af skolen.
Spørgsmålet er blevet særligt presserende de seneste år, efter den såkaldte Chromebook-sag fra Helsingør har sat særlig Googles rolle i skolen til heftig debat.
Mikkel Aslak forstår og deler bekymringerne. Men han understreger, at det vil være en fejl at smide techgiganterne ud, før alternativerne er gode nok.
"Jeg forstår idealismen. Men som lærer tænker jeg også praktisk. Det skal virke - og det skal virke for alle. Det vil være en katastrofe, hvis man af idealistiske årsager sprang ud i noget, der var umodent", siger han.
Læs også
Med det, han har set indtil videre fra OS2skole, er han dog optimistisk.
"Langt de fleste lærere bruger i virkeligheden ikke særlig mange af funktionerne i techgiganternes løsninger, og de mest brugte kan godt løses i open source-løsningen", siger han og tilføjer:
"Så vil der måske være én procent, der kommer til at savne en meget specifik funktion, og designet er måske lidt gammeldags, men overordnet set er der tale om gode, intuitive produkter, der giver mulighed for at arbejde kollaborativt, og det føles ikke så fremmed fra at bevæge sig rundt i et Google-univers".
Sporene fra Aula skræmmer
Og Mikkel Aslak kan endda se punkter, hvor en open source-løsning vil have nogle fordele frem for techgiganternes produkter.
OS2skole-løsningen skal indeholde alt fra CMS over mail- og kalenderfunktion til kontorpakke, og der skal kunne integreres for eksempel læse-skrive-teknologier fra eksterne leverandører. Meningen er, at der skal være singlelogin til det hele.
"Hvis det kan sammensættes på en smidig måde, er der virkelig musik i det", siger Mikkel Aslak, "men jeg er nok ikke den eneste lærer for hvem sporene fra Aula skræmmer".
"Da jeg læste beskrivelsen af Aula, tænkte jeg 'hold da op, det glæder jeg mig til'. Men da det gik i luften, var det langt fra det system, der var blevet lovet".
Læs også
Og det var særligt de funktioner, lærerne skulle bruge, der haltede i det, der skulle være én samlet indgang til den digitale skole, pointerer Mikkel Aslak.
"Vi snakker helt lavpraktiske og simple funktioner. Hvis man skal have lærerne med på vognen, må det ikke ske igen", siger han og tilføjer, at han på trods af de forbehold grundlæggende er positiv over for det, han indtil videre har set fra OS2skole:
"Der er penge at spare, styr på datasikkerheden, og værktøjerne ser gode ud".
Browserbaseret løsning
Analysefirmaet Zangenberg har lavet en analyse af OS2skole-projektet, der blev gennemgået på et online-møde tirsdag i denne uge.
I den lyder det, at der vil skulle investeres 26 millioner kroner i opbygning af sekretariat og udvikling af open source-komponenter i 2026 og 2027.
Pengene vil især skulle gå til grundkonfiguration og integrationer af eksisterende løsninger. Enkelte skolespecifikke funktioner vil skulle specialbygges. Der er endnu ikke udvalgt komponenter til den endelige løsning.
Ifølge Zangenbergs beregninger for OS2skole er minimumsomkostningen til skolernes Google- og Microsoft-licenser i alt godt 66,5 millioner kroner om året. Det svarer til 133 kroner per elev.
Til sammenligning vil de samlede årlige driftsomkostninger ved OS2skole som browserbaseret løsning i alle 98 kommuner løbe op i 21 millioner kroner, svarende til 42 kroner per elev.
Hvis OS2skole skal gå i luften som planlagt i 2027, kræver det, at finansieringen falder på plads i løbet af første kvartal af 2026.
23 kommuner er med: Vil slippe skoler fri af techgiganterne i 2027
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.