Serviceskolen

Folkeskolen er i mange tilfælde gået hen ogblevet en serviceskole

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Spørg ikke, hvad de andre kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dem. Sætningen er hovedhjørnesten i opbygningen af et fællesskab. Det er med den attitude, hver enkelt skal ankomme. Vilje til at se bort fra sig selv, kan man også kalde det. Når den vilje ikke er til stede, går fællesskabet fløjten, og i stedet står man tilbage med et servicekrav.

Jeg kender det fra folkekirken. Her er fællesskabet et kernepunkt. I Jesu forkyndelse først og fremmest. Og i folkekirkens grundidé. Menighedens fællesskab. Det er ifølge Grundtvig lige så vigtigt som forkyndelsen. For i fællesskab skal buddet om, at man skal elske sin næste, modtages, i fællesskab skal angsten for døden og håbet om livet synges ud. Det er et fællesskab, som man ikke altid går ind i uden tanke for sig selv, men når man går ud af våbenhuset, skulle man helst have rettet sig lidt op og kunne se andre i øjnene. Sådan skulle det helst være, men sådan er det ikke altid. Noget gik galt. Man kan diskutere hvor og hvornår, men man kan ikke diskutere, at kirken ikke længere altid er fællesskabets kirke. Den er i mange sammenhænge blevet en servicekirke, der skal levere varen. Hvad enten det er bryllup, begravelse eller dåb. Man bestiller tid og bliver vred, hvis det ikke lige kan blive, som man havde forestillet sig det, for når nu man ellers aldrig kommer, så må man da vel kunne få de varer, man vil have for al den kirkeskat, man betaler. Kirken er for nogle blevet en servicekirke.

Sådan er det også gået med folkeskolen. Ikke alle steder, selvfølgelig. Men indimellem og så igen står lærere over for forældre, der kræver servicering. Der er nok mange grunde til, at man er kommet dertil, men mon ikke de fleste er enige om, at det er en tendens, som det ville være dejligt at få vendt. Jeg har en idé til, hvor man kunne begynde: Folkeskoleloven. Paragraf 1 lyder:

»Folkeskolens opgave er i samarbejde med forældrene at fremme elevernes tilegnelse af kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer, der medvirker til den enkelte elevs alsidige personlige udvikling«.

Det lyder meget godt, men hvor står der noget om, hvad eleven har pligt til? Endestationen er derimod elevens »alsidige personlige udvikling«. Mig, mig selv, jeg. Selvfølgelig skal eleven udvikle sig, men det gør eleven vel, hvad enten man hjælper til det eller ej? Det er ikke, fordi det med pligten ikke er nævnt. Helt nede i paragraf 1, stykke 3, kommer det:

»Skolen forbereder eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre«.

Meget karakteristisk står det grimme med pligterne til sidst. Først alt det, som eleven får ud af det. Medbestemmelse, medansvar og rettigheder. Jeg finder det symptomatisk ikke bare for folkeskolen, men for hele samfundet, at pligten til at handle, ikke kun til egen fordel, men til det fælles bedste, er så lavt prioriteret. Det forekommer mig, at den servicering, som mange lærere bliver afkrævet i disse år, finder sit udgangspunkt i en årelang tradition for at fokusere på eleven som en selvstændig enhed i skoleforløbet. Elevens sociale evner er bestemt også i fokus, det ved jeg godt. Men mere som et mere udefinerbart talent, som man forsøger at fremme ved klassens timer og gennem alle mulige og umulige sociale spil, der skal opmuntre til selvindsigt og bedre omgangsform. Hvad mon der sker, hvis man bestemmer sig for, at social kontakt og fællesskabsfremmende adfærd er et krav. En pligt. En ydelse, som hver enkelt elev, i takt med at kundskaberne stiger, vil blive bedre til at præstere. Det ville få serviceskolen til at slå revner, hvis man sløjfede formuleringen »den enkelte elevs alsidige personlige udvikling«, og man i stedet i folkeskolelovens paragraf 1 understregede, at skolen med sin undervisning skal fremme elevens »pligt til at bidrage til fællesskabet«. Det ville for resten ikke kunne undgå at bidrage til elevens alsidige personlige udvikling.

Kathrine Lilleør er sognepræst og formand for Grundskolerådet

Powered by Labrador CMS