Eftertanker

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I november årets ondeste måned gik jeg en mørk, regnfuld søndag rundt i København sammen med min søn. Vi kom forbi Vor Frue Kirke, hvor kronprinsen skal giftes. Så gik vi derind i ly for regnen og for at give Gud en ny chance, kristne som vi gerne vil være.

Her var som forudset god plads i smukke omgivelser. Jeg gjorde mig naive tanker om, at domprovster i hovedstaden kunne være interessante at høre på. Men ærlig talt, nej, ingenlunde. Det føg med politiske statements fra provstens mund. Isprængt en dosis dommedagspræk, så jeg en stund følte mig hensat til Jehova Vidners rigssal. Det var pokkers, det vidste jeg ikke, at kirken så utvetydigt politiserer. Vorherre kan bruges til meget, ved vi. Dertil kom en lidelse af skabethed med et messende Fadervor i stedet for naturlig tale, som vi bruger på min egn. Næh, nu skal det vare længe ... underholdningsværdien er for ringe, og atmosfæren for upersonlig.

Uforvarende gled et syn frem på min indre skærm af den bedårende Mary bænket ved den kongelige gallamiddag, da festen var forbi, med ét slag forvandlet til unatur, forkert kjole, forkert frisure, usikker i fremtoning, et billede på ensomhed, der ledte tankerne hen på den ulykkelige prinsesse Diana. Kongehuset gjort til ét langt, åndssvagt billedblad efterhånden. Vi må af med det, må vi, selv om det vil gøre skrækkelig ondt at miste de formidable flotte skuespil. Men der stilles jo umenneskelige krav til skuespillerne. Folkets nådesløse klapjagt, der stedse intensiveres. Et antikveret og krampagtigt fænomen er, hvad monarkiet er. Problemet er, at den kongelige familie virker så overmåde sympatisk ... kunne vi ikke lade Margrethe folde sig ud i jobbet til hendes 70-års-dag, derefter lægge det hele ned og stille Amalienborg til rådighed for skiftende hold af udslidte samfundsborgere, for eksempel folkeskolelærerne, der kunne få lov til at danse lancier hver aften og spise af Flora Danica-stellet i Christian den Syvendes palæ efter et langt liv med flade madpakker i støvede, urolige lærerværelser? Jeg tror såmænd, at såvel Pingo som Mary ville fryde sig over ideen, efter at chokket havde lagt sig, og de havde smagt en tilværelse i personlig frihed.

Gid vi for en gangs skyld kunne tænke stort i Danmark.

Så stod vi i de mørke, regnvåde gader i mylderet igen. Man var godt i gang uden for kirken med renovering til den store dag.

Vil jeg nu forsværge, at jeg tager turen herover igen, når Hans Højhastighed kronprinsen den overlækre mand skal giftes den 14. maj? I Vor Frue Kirke.

Et skuespil så mageløst med guldkaret gennem gaderne, de tusinde viftende flag og jubel fra al folket. Glade københavnere i euforisk samhørighedsfølelse.

Åh, Gud, står jeg der selv med et flag ...

Det er et dilemma.

Powered by Labrador CMS