Årets fire tider

Samarbejde mellem skole, fritidshjem og kirke fik skolens yngste elever til at folde sig ud

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Vivaldi begyndte som præst og blev kaldt den røde præst, fordi han havde et kraftigt rødt hår ligesom mig!« indledte Anna Kirstine Houmøller Olsen fra børnehaveklasse v på Christianshavns Skole i København. Scenen var sat hos genboen Vor Frelsers Kirke, hvor arrangementet markerede det nye kirkeårs begyndelse, og forventningsglæden havde allerede fået de små søskende på kirkebænkene til at begynde at synge den der julesalme med »hajejuja«. Men den måtte de gemme til senere på måneden, for musikken var Vivaldis »De fire årstider«, og ved at dykke godt i kassen med glitterstads og metervarerne med tyl og nervøst ve­lour havde børnehaveklasseleder Ruth Wulffeld sammen med sin faste samarbejdspartner Ulla Bosse fra Bodenhoffs Fritidshjem tryllet børnene om til sitrende, yndefulde forårsblomster, der dansede den frodige solgyldne sommer i møde. For at illustrere efterårets kraftfulde vejrlig måtte hiphopperdrengene på banen, og da løvfaldet havde lagt sig, lod kong Frosts drabanter vinteren lægge sig over land.

Klassen har arbejdet med musikken, dansen og udsmykningen som gennemgående aktivitet fra begyndelsen af skoleåret, og gennem et forbilledligt samarbejde med fritidshjemmet er der skabt tid og rum til ambitiøse projekter, og kirken lagde de flottest tænkelige rammer til begivenheden.

folkeskolen@dlf.org