Nordisk Ministerråd var i sidste uge sponsor for en interessant konference i Stockholm under den ellers noget tørre titel Kvalitetssäkring i Skolsystemet. Jeg var så heldig her at få mange gode nordiske råd med hjem fra min sidste »mission« for DLF ud i den stedse mere internationaliserede verden og samtidig høre gode nordiske argumenter for dét, jeg og andre danskere også selv har erfaret i de sidste årtier.

Allerede på førstedagen blev det slået fast, at alle Nordens lande kæmper med de samme balanceproblemer mellem stat og kommuner, mellem udvikling og kontrol og mellem støtte til og pres på de professionelle. Dog i forskudt takt.

Således er Norge, der hidtil har lagt hovedvægten på lokal skoleudvikling, på vej til at samle det nationale ansvar for tilsyn og udvikling i én enhed. Sverige har efter at have nedlagt Skolöverstyrelsen haft en periode med voldsom decentralisering og er nu igen på vej med en kontrolinstans men adskilt fra udviklingsafdelingen i Skolverket. I Danmark har Folketinget som bekendt besluttet at placere Danmarks Evalueringsinstitut som en uafhængig enhed, der skal lægge hovedvægten på at inspirere til udvikling, alt imens regeringen taler højere og højere om behovet for national kvalitetskontrol.

Overalt i verden oplever skolen stigende interesse fra politikere, brugere og presse for at få indsigt i, om skolerne gør det rigtige, om de gør det rigtige rigtigt, og ikke mindst i resultater. Men ikke nok med det. Overalt foregår det under devisen: Tillid og de professionelles fornemmelser kan være okay, men dokumentation er altså nødvendig.

Og så er det, at det for alvor bliver komplekst. For som statistik­eksperten fra Finlands Utbildningsstyrelse, der har både ordet kundskaber og ordet dannelse i sit logo, spurgte: Dokumenterer vi skolens kvalitet, når vi måler indlæringen? Hans svar var et rungende nej og en sønderlemmende kritik af politikernes og pressens hang til forenklede ranglister. Han kunne påvise, at 90 procent af skolers placeringer måtte tilskrives statistiske tilfældigheder og resten mødrenes uddannelsesniveau. Men fandt han en mønsterbryderskole, ville han da fluks besøge den. Dog efter at have kontrolleret, om der var en regnefejl.

Konferencens sidste oplægsholder, fra Uppsalas Universitets institut för lärarutbildning, kunne dokumentere, at begrebet kvalitetsudvikling først dukkede op i uddannelsesverdenen i 1984. For det kræver erkendelse af, at verden nu er blevet konstant foranderlig, at forlange nye uddannelsesveje. Før den tid talte alle lande om tilsyn og inspektion for at forhindre forandringer.

Egentlig indsigt er altid kompleks og paradoksal.

Det er præcis dét, jeg selv har fået lært i de sidste af mine mange år i uddannelsespolitik. Derfor er mit motto da også blevet: Så enkelt som muligt, men så heller ikke mer.

Læs mere på www.skolverket/nordkonf

Jørgen Stampe er formand for DLFs pædagogiske udvalg