Danmarks Lærerforening skal indlede et forpligtende samarbejde eller ligefrem fusionere med andre underviserorganisationer, hvis lærerne skal stå stærkt, når der i fremtiden skal forhandles løn- og arbejdsvilkår. Det mener lektor på Handelshøjskolen i København, Dorthe Pedersen.

»Nogle af de fagforbund, der er vant til at forhandle hver for sig, skal til at koble sig sammen«, siger hun.

Dorthe Pedersen mener, at fusioner og forpligtende samarbejde mellem de enkelte fagforeninger kan blive konsekvensen af, at forhandlingsfællesskabet Kommunale Tjenestemænd og Overenskomst­ansatte (KTO) planlægger at vende forhandlingsstrukturen på hovedet. I de sidste ti år har KTO forhandlet overenskomster for 640.000 ansatte i amter og kommuner.

Men blandt andet lærernes utilfredshed med, at de ved sidste overenskomst stemte nej til overenskomstresultatet og alligevel ikke fik mulighed for at strejke, har sat KTO i gang med at lave forhandlingsstrukturen om. En skitse til fremtidens forhandlinger peger på, at de enkelte organisationer fremover selv begynder med at forhandle direkte med arbejdsgiverne for at afprøve de aftalemuligheder, der er. På den måde kan det eksempelvis blive muligt for lærerne at blive enige med arbejdsgiverne om en lønmodel, der passer til underviserområdet.

Når forhandlingerne i de enkelte fagforbund er færdige, begynder KTO at forhandle de generelle lønstigninger med de midler, der er tilbage.

»Det kunne være en løsning på et problem, der hele tiden har været der. Skal organisationerne være solidariske i det store KTO og have en musketered, som eksempelvis betyder, at 95 procent af lærerne sidste år kunne stemme nej, uden at det fik betydning. Det giver et kæmpe legitimitetsproblem i fagbevægelsen, som man ikke kan leve med i længden«, siger Dorthe Pedersen.

Hun mener, at for at nå resultater hos arbejdsgiverne i en omvendt forhandlingsstruktur bliver de 48 organisationer, der i dag er medlem af KTO, nødt til at finde sammen i brancher. Det er noget, som organisationerne har talt om længe, men som endnu ikke har fungeret. Problemet er, at de fleste faggrupper holder fast i et lønhierarki baseret på, at jo længere uddannelse man har, jo større løn får man.

»De professionsbaserede faggrupper vil meget nødigt samarbejde med nogen, der er mindre værd end dem selv. Der er en indbygget snobeffekt gymnasielærerne vil ikke forhandle med folkeskolelærerne, og folkeskolelærerne vil ikke forhandle med pædagogerne. De tør ikke give slip på det gamle system, fordi de frygter, at det er en glidebane mod at komme i bås med nogen, der i princippet er lavere i lønhierarkiet, end de selv er«, siger Dorthe Pedersen.

Pres fra arbejdsgiverne

Arbejdsgiverne vil undgå at komme tilbage til den situation, de var i før 1988, hvor der eksisterede op mod 800 overenskomster og aftaler for ansatte i stat, amt og kommuner.

»Der har været et meget stort pres på fagforbundene om at ophæve faggrænser, fusionere og centralisere. Arbejdsgiverne vil gøre alt for, at lønniveauet er samfundsmæssigt ansvarligt og ikke sprænger kommunernes stramme budgetter. Det er et særsyn at få 640.000 ansatte i kommuner og amter til at forhandle sammen på en samfundsøkonomisk ansvarlig måde i ti år. Det vil arbejdsgiverne nødigt give slip på«, siger Dorthe Pedersen.

Men amter og kommuner har ikke meget at sige, hvis KTO bestemmer sig for at vende hele forhandlingsstrukturen på hovedet. Det eneste, de kan gøre, er at true med at komme færre penge i forhandlingsposerne. Dorthe Pedersen mener dog, at kommunerne også kan se visse fordele i at vende systemet på hovedet.

»Ny Løn er det stærkeste pres, man har over for arbejdsgiverne. Kommunerne kan godt se, at lønsystemerne i højere grad skal skræddersyes til de enkelte områder. De ved godt, at de bliver nødt til at gå i en brancheretning for at redde deres barn Ny Løn«.

Legitimiteten tilbage

Ved overenskomsten i 2002 forhandlede KTO forbedringer for ansatte i amter og kommuner for cirka 70 procent af det samlede aftaleresultat. 19 procent af aftaleresultatet gik til lokale lønforhandlinger, og kun 11 procent kunne forhandles til specifikke krav i de enkelte organisationer.

Dorthe Pedersen mener, at blandt andet fordi fagforbundene forhandler »forsvindende lidt«, er de presset til at begynde at samarbejde, hvis de vil vinde legitimiteten blandt medlemmerne tilbage.

»Hvis man går ud på den enkelte skole, så vil lærerne bedre kunne forholde sig til, at den centrale aftale er forhandlet i en eller anden form for undervisningskartel. På den måde vil det passe bedre til de rammer, vilkår og muligheder, der er inden for undervisningsbranchen«, mener Dorthe Pedersen.

Lærernes formand Anders Bondo Christensen er allerede i fuld gang med at afsøge mulighederne for et samarbejde mellem underviserorganisationer. Det viser sig blandt andet ved, at overenskomst er blevet sat på dagsordenen i Danske Underviserorganisationers Samråd.

Lange udsigter

Hvis aftalesystemet bliver vendt om, forudser Dorthe Pedersen, at der vil komme en stor diskussion om de aftalemæssige rammer. Der vil være en lang række spørgsmål, der skal afklares.

»Kan lærerne gå i konflikt? Hvad kan de gå i konflikt på? Det var her, legitimitetsproblemerne begyndte. Fordi lærerne stemte nej, men ikke kunne gå i konflikt. Arbejdsgiverne vil have så store afstemningsenheder som muligt, fordi det vil minimere konfliktrisikoen«, siger Dorthe Pedersen.

På det private område har man valgt at bevare de centrale overenskomster, på trods af at meget forhandles på den enkelte arbejdsplads.

»Det har man gjort af strategiske grunde. Nemlig fordi man kun vil have centrale konflikter. På den måde får arbejdsgiverne så at sige civiliseret klassekampen. Det tror jeg også, arbejdsgiverne vil forsøge at kræve på det kommunale område«, siger Dorthe Pedersen.

Siden overenskomsten sidste år har både sygeplejersker, pædagoger og lærere råbt højt om, at der skal ske ændringer i forhandlingsstrukturen inden overenskomstforhandlingerne 2005.

Dorthe Pedersen tror, at det kommer til at tage længere tid, før der sker reelle ændringer. Hun kan godt forestille sig, at man vender forhandlingssystemet og går i gang med at skabe forpligtende samarbejder i de forskellige brancher, men hun tror, at der ved forhandlingerne i 2005 vil være så meget rammestyring, at der reelt ikke er tale om den store ændring.

»Jeg ville være overrasket, hvis der virkelig sker en radikal ændring til næste gang. Tænk på hvor hårdt presset kommunernes økonomi er. Kommunerne kan ikke leve med, hvis man udarbejder en forhandlingsstruktur, der kan føre til en opadgående lønskrue«, siger Dorthe Pedersen.

mbtrier@dlf.org