Kommentar fra fagbladet Folkeskolen

Professionsstrategi på prøve

Professionsstrategien står og falder med lærernes ejerskab til skolens udvikling

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Da DLFs kongres 2002 med piber og trommer vedtog professionsidealet enstemmigt, var det kulminationen på en proces, der havde været i gang i mindst fire år. Hvad vi har her, er intet mindre end lærerprofessionens værdigrundlag. Her beskrives i 11 teser de ideale fordringer, den professionelle lærer tager på sig bemærk entalsformen. Her ligger det nye afsæt for DLF. Det rækker ikke længere bare at kæmpe med arbejdsgiverne fra hus til hus om små aftaleforbedringer. Enhver forhandling om lærernes løn- og arbejdsvilkår skal tage udgangspunkt i lærerarbejdets grundlæggende værdier.

Som den røde tråd gennem professionsidealet går forestillingen om, at læreren optræder som ansvarligt individ. Det kommer tydeligt til udtryk i den konsekvente brug af formuleringen: »Læreren vil «, der indleder alle teserne. Med dette ordvalg understreges det, at en lærer aldrig kan være en underordnet funktionær, hvis vilje er deponeret i arbejdsgiverens lomme fra 8 til 16, hvorefter læreren aflægger uniformen og træder ud i livet som frit individ. En lærer er en person, der vil noget andet og mere med sit job end blot at passe det og hæve hyren. Lærerens personlige gennemslagskraft bliver dermed afgørende. Og den står og falder med, om læreren over for eleverne fremstår som en troværdig person, der står inde for sin gøren og laden med hud og hår.

Den, der tror, at spørgsmålet om lærernes ejerskab til skolens pædagogiske praksis handler om et særligt hensyn til lærerne, har således ikke fattet, hvad der er kernen i lærerarbejdet. Ejerskab til bestemte pædagogiske idéer er ikke noget, man pålægger lærere. Det er noget, den enkelte lærer tager gennem et frit valg. Alt andet er i bedste fald lydighed, i værste fald hykleri og under alle omstændigheder blottet for troværdighed og dermed dødfødt som afsæt for bæredygtig pædagogisk praksis. Dermed ikke være sagt, at skolepolitik i dette land i et og alt skal være underlagt den enkelte lærers forgodtbefindende. Naturligvis skal der på overordnet niveau træffes beslutninger, der forpligter på underliggende niveauer. At være underlagt beslutninger, man ikke selv har del i, er et grundvilkår i demokratiet. Men hvor går grænsen for det overordnede niveaus indblanding i lærerarbejdet? Det er det springende punkt.

Nogle mener, at idéen om bindende nationale mål for undervisningen overskrider denne grænse. Den enkelte lærer har imidlertid stadig stort spillerum inden for rammerne af »Fælles Mål«. Og frem for alt afskærer »Fælles Mål« ikke læreren fra brugen af bestemte pædagogiske metoder. Det gør til gengæld folkeskoleloven med dekreteringen af ligeværd, åndsfrihed og demokrati i hele skolens hverdag. Diskriminering, ensretning og totalitær tænkning er til alles be­tryggelse dømt ude af folkeskolen. Anderledes kompliceret bliver det, når lovens krav om anvendelse af projektorienterede arbejdsformer, tværgående tilgange, teamsamarbejde, undervisningsdifferentiering, evaluering og målfastsættelse samt holddannelse skal udmøntes. Navnlig hvis det ikke respekteres, at vi her bevæger os ind i lærerens personlige arbejdsområde. Her skal læreren skal tage ansvaret på sig. Her bliver ejerskabet afgørende.

Når så skoleledelser og forvaltninger fratager lærerne dette ansvar og dikterer den rette kommunale brug af sådanne principper, ryger lærernes ejerskab let på gulvet. Der går sovjet i folkeskolen, når man pålægger lærerne at tilrettelægge deres undervisning ud fra udvalgte psykologiske teorier, og tvangsindlægger dem til kurser med henblik på at få alle til at tale samme sprog med henblik på at anskue eleverne ud fra et bestemt menneskesyn. Så politiserer man lærerens forhold til eleverne, så er man på kollisionskurs med formålsparagraffens bestemmelse om åndsfrihed, og så er professionsidealets forestillinger om lærerens ansvarlighed blevet en by i Rusland. Derfor kan vi ikke blive ved med at afgøre dybt principielle, konkrete tvister om lærernes manglende ejerskab til den udvikling, der foregår på deres egen skole, med hemmelige forlig bag lukkede døre jævnfør eksempelvis sagerne om tvangsforflytninger fra Klostervænget, Lundby og Kastrup. Hvis Lærernes Centralorganisation ikke har modet, evnen og viljen til at rejse regulære sager til forsvar for lærerarbejdets grundlæggende værdier, så er professionsidealet ikke det papir værd, det er skrevet på. Skulle vi mod forventning tabe en sådan sag, er vi da i det mindste kommet på det rene med de faktiske forhold i folkeskolen. Og så må DLFs strategi lægges om.

Personligt ville jeg i så fald slå mig til tåls. Hellere fri mand på en pølsefabrik end lydig undersåt i Fagre Nye Verden.

Niels Christian Sauer er lærer i Næstved

Powered by Labrador CMS