Debat
Fuld Damp på diagnosen
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Der findes ikke to helt ens børn. De er alle forskellige. Selv enæggede tvillinger er psykisk forskellige og skal følgelig ikke behandles ens. Derfor løber det mig iskoldt ned ad ryggen, når jeg hører en »ekspert« bruge udtrykket »barnet« og derefter udbrede sig, som om alle børn kunne skæres over samme kam.
Nej, børn er lige så individuelle som voksne og skal naturligvis behandles derefter.
Årsagen til, at man så ofte udsteder diagnosen Damp til hyperaktive og følgelig urolige elever, er, at såvel lærere som forældre er blevet berøvet stort set alle disciplinære muligheder, og man derefter bittert bebrejder begge parter, at de ikke holder orden. Hvad forventer man egentlig, at de skal foretage sig?
Årsagen til, at jeg skriver, er en fjernsynsudsendelse med formanden for Damp-foreningen og professor Niels Egelund som jeg ellers ikke er nogen stor fan af men her havde han nu fuldkommen ret. Der er ikke fem-ti procent psykisk syge elever, om man så tæller alle med. Niels Egelund hævdede 0,5-1 procent, selv det er efter min mening alt for højt anslået. Jeg gav mig til at fundere over, hvor mange jeg havde mødt i min tid inklusive min egen underskoletid. Jeg kom frem til fire-fem stykker ud af de 3.000-4.000, som har krydset min vej. Det vil heraf fremgå, at vi nu taler om endda meget små promiller.
Men med hensyn til hyperforetagsomme, for lærere og forældre uregerlige og forstyrrende »snøbler« er der tale om helt andre tal. Jeg mindes en sådan fra min skoletid. Han pådrog sig utallige eftersidninger, talrige øretæver samt en violinbue oven i hovedet, så den knækkede. Han er nu pensioneret som velrenommeret maskinchef i Mærsk. Til forsvar for hans forældre kan jeg anføre, at de havde tre »almindelige« sønner.
Selv har jeg oplevet flere af samme type. De keder sig ved at skulle sidde så meget stille og høre på andre. Men at udstyre dem med en psykisk diagnose er en tragedie en kæmpemæssig bjørnetjeneste, som minder om Sovjets »politiske psykiatri« før sammenbruddet. Mon tiden ikke er inde til at linde lidt på sikkerhedsventilen?
