Debat

Åbent brev

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I forlængelse af afholdt hovedstyrelsesvalg vil jeg gerne bede om formand Anders Bondo Christensens samt hovedstyrelsesmedlem Lone Mygind Møllers svar på, hvad I mener, at DLF gør/vil gøre for DLFs pensionister.

Jeg har ved flere lejligheder stillet spørgsmål om, hvad for­eningen gør for denne gruppe. Spørgsmålet har jeg stillet til nogle kongresdelegerede samt til andre tillidsrepræsentanter i for­eningen.

Fra deres besvarelser og fra mine egne iagttagelser har jeg fået det indtryk, at det først og fremmest handler om, at lokalforeningen arrangerer nogle foredrag samt en årlig udflugt, og at hovedforeningen inviterer til nogle ophold på foreningens ejendomme.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Her kan man blive optaget, hvis man tilmelder sig, og hvis man er heldig at vinde i den efterfølgende lodtrækning om pladserne.

Ja, så får vi jo også tilsendt Folkeskolen, men der er jo meget sjældent noget, der direkte henvender sig til denne gruppe.

De sidste år har jeg derimod ikke kunnet konstatere, at foreningen har gjort noget for at forbedre forholdene for pensionister.

Det har jeg også forelagt for de samme personer, som bekræfter, at det også er deres opfattelse.

Er det rigtigt?

Man kan måske også se, at foreningen har draget konsekvensen heraf ved at halvere vores repræsentation i hovedstyrelsen? Pensionister er måske ikke interessante?

Jeg er opmærksom på, at vi er medlemmer på nedsat kontingent, men alligevel?

Hvis jeg har ret i, at ovenstående er et nogenlunde udtømmende billede af, hvad foreningen gør for pensionistgruppen, er det jo et ret stort kontingent for en »foredragsforening«!

Med håbet om, at I vil kunne afse tid til at skrive et svar på oven­stående, sender jeg de bedste hilsener til jer begge samt lyk­ønsk­nin­ger til Lone Mygind Møller med det netop vundne valg til hovedstyrelsen.

Svar

Forbedringer af pensionerne sker i det væsentligste, mens man er i arbejde. For tjenestemændene har foreningen således målrettet arbejdet for at hæve slutløntrinnet, da det også vil betyde en bedre pension. For overenskomst­ansatte har vi arbejdet på at sikre en større indbetaling til pensions­kassen, ved at procenten er hæ­vet, og alle løndele er blevet pensionsgivende. Foreningens arbejde i forhold til medlemmer, der er på pension, består primært i at følge og påvirke lovgivningen. I forbindelse med omlægningen af lønsystemet har arbejdsgiverne ønsket, at en stigende del af lønnen skal aftales lokalt. Da tjenestemandspensionen reguleres med den del af overenskomsten, der udmøntes i de generelle (centrale) lønstigninger, vil en sådan udvikling medføre en dårligere regulering af tjenestemandspensionen. DLF har vedholdende gennem Lærernes Centralorganisation presset på for at få finansministeren til at forholde sig til denne problemstilling.

I øvrigt vil jeg gerne gøre opmærksom på, at mange af vores pensionerede medlemmer giver udtryk for, at de sætter pris på de aktiviteter, der iværksættes såvel lokalt som centralt.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF

Powered by Labrador CMS