Debat

Som fanden læser biblen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kære Anette Westrup: Min første tanke efter at have læst din anmeldelse af »Ung kærlighed nyttig og nænsom viden om kærlighed og sex« på www.folkeskolen.dk var: Hvor ville jeg ønske, at det, du skriver, spejlede virkeligheden i skolen. Men sådan hænger tingene ikke sammen. Hvis muslimske elever er ved at brække sig over indholdet af en bog, så ville det være ideelt, hvis vi kunne diskutere »Hvorfor er I det?« Men det kan vi bare ikke, for de er gået deres vej fysisk eller mentalt. Eller de nægter at åbne bogen eller at tale om noget, der er så stødende, som nogen for eksempel finder, at foto af nøgne mennesker er. Det må de ikke, men det gør de bare alligevel.

Hvis muslimske forældre støder sig på indholdet af en seksualundervisningsbog, ville det væ­re ideelt, hvis vi kunne smække lovteksten i synet på dem og sige, at de bare har at pakke deres indvendinger sammen. Men det kan vi ikke, for de er også gået. Eller de holder deres børn hjemme fra undervisningen med det resultat, at eleverne slet ingenting ved om krop og sex.

Du må have læst bogen, som fanden læser biblen. Hvad får dig for eksempel til at tro, at en dis­kussion af seksualundervisningen på et forældremøde skal handle om, hvilken undervisning der skal gives? Det står der ikke noget om i bogen. Men alle lægger forhåbentlig den seksualundervisning, inklusive materialer, de har valgt, frem til dis­kussion i forældregruppen. Ikke for at de skal bestemme noget, men for at orientere dem og debattere med dem.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Jeg ville ønske, at du i din anmeldelse havde forholdt dig til bogens virkelighed. Det gør du ikke. »Ung kærlighed« begrunder ikke sine oplysninger med, hvad imamer, islamiske lærde eller ko­ranen mener. Bogen legitimerer ikke noget som helst ved at henvise til religiøse tekster. Må en anmeldelse godt være så uvederhæftig?

»Ung kærlighed« er vores bud på at komme skolevirkeligheden i møde. Et første trin på vejen. Du skriver, at vi skal differentiere. Enig. Bogen er et red­skab, der kan bruges netop i differentieret seksualundervisning. Vi har bestræbt os på at lave en seksualundervisningsbog, der netop lægger op til de samtaler og dis­kussioner, du efterlyser og som med denne bog rent faktisk vil blive til noget, fordi eleverne med meget større sandsynlighed vil være til stede i undervisningslokalet også efter at have kastet en enkelt blik i bogen.

God seksualundervisning begynder respektfuldt der, hvor eleven er, og ikke det sted, hvor vi synes, de burde være.

Forkortet af redaktionen

Powered by Labrador CMS