Jeg ved godt, at denne rubrik ikke er tiltænkt anmeldelse af bøger, men anmeldelse af internetsider. Jeg er dog faldet over en bog, som i høj grad er læseværdig ikke blot for folk, der arbejder med undervisning i relation til internettet, men for alle, der underviser. Lad mig bare afsløre, hvilken bog det drejer sig om: »Edutainment leg og lær med computermediet« udgivet på Aalborg Universitetsforlag 2003. Den er skrevet af Lars Konzack og er en bearbejdet udgave af hans ph.d.-afhandling.

Bogen gør først rede for teorier om uddannelse og læring, underholdning og leg samt medier og computere. De forskellige teorier holdes op over for hinanden, de belyses, og der gives bud på, hvordan disse kan bruges i uddannelsesmæssig sammenhæng med læ­ring som formål. Dette sættes i relation til edutainment og leg og lær, og teorier af Piaget, Garner, Postman, Papert og mange flere stilles op i forhold til det emne, bogen behandler.

Der gøres rede for flere former for teknologiforståelse, computerspilgenrer, computerspil som legekultur, underholdning, tv-mediet.

Awedu er netbaseret, og man kan selv danne sig et indtryk ved at kikke på siden: www.activeworlds.com/

Bogen afslutter med perspektiv og konklusion.

Lad mig som en ganske lille smagsprøve gengive nedenstående indhold fra bogen:

»Homo ludens, det legende menneske ved Johan Huizinga, ser spil og leg som oprindelse til kulturens udvikling ikke kø-, mad- eller kropskultur, men eksempelvis viden, jura, krig, digtning, filosofi og kunst. Det er disse institutioner, som legen har skabt og stadig udvikler. I denne hans tankegang er legen som underholdning intet mindre end middel til kulturens videre udvikling. Huizinga betragter ikke legen som et specielt børnefænomen, men i lige så høj grad et voksenfænomen. I snæver sammenhæng kalder vi det hobby, som kommer af hobbyhorse, hvilket betyder kæphest eller gyngehest.

Roger Caillois bygger videre på disse anskuelser og inddeler legen i fire typer. En, der baserer sig på konkurrence, agôn, alea, der handler om chance, mimicry, hvor man skal spille roller, ilinx, der udfordrer sanserne.

Videre mener Caillois, at vores moderne kultur og samfundsorden er funderet på alea og argôn, altså risiko og dygtighed. Hvis det er rigtigt, så begynder det at blive interessant og dertil nødvendigt at beskæftige sig meget mere seriøst med legen og altså også den ved computeren: edutainment«.

Det er spændende og tankevækkende læsning og ret nyt for mig, skal jeg indrømme sådan udmøntet i ord. Synspunktet virker overbevisende, og når det er tilfældet, ja, så forekommer det mig, at vi undervisere nok bør tage en del praksis op til nærmere revision.

Forfatterens konklusion i uddrag:

» vi skal bruge denne viden (computerspillenes kulturhistorie, applikationernes relation til køn og alder) til at udvikle edutainmentgenrene til de konkrete læringsbehov. Det vil desuden være en god idé at undersøge, hvordan edutainmentapplikationerne kan indgå som en del af et undervisningsmateriale i eksempelvis folkeskolen. Vi må nemlig formode, at computermedieret edutainment kan bruges som undervisningsmateriale på linje med andet skolemateriale «

Ja, måske er nogen allerede i gang eller hur?

Den tanke slog mig, og jeg gik på søgemaskinerne, og de henviste mig til siden: www.dr.dk/skum/power babe/

Powerbabe skulle være et spil, som henvender sig til piger. Drenge frabedes deltagelse, så jeg holdt mig væk.

Men derfra kom jeg videre ved at klikke på Spil. Jeg kom til www.dr.dk/skum/spilsatire/, og der prøvede jeg nogle spil.

Dillerspillet til eksempel, som markedsføres med følgende undertekst: Ligner fyre deres kønsdele? Se om du kan få smækket det rigtige udstyr på den rigtige fyr

Man ser det for sig. De fnisende piger foran computeren på biblo, klikke sig ind på en af tissemændene for at trække den over på en af de fem nøgne fyre. Rammer de rigtigt, synges strofen »Halleluja«, og det på statsradiofoniens hjemmeside. Hvad vil søster Grethe ikke sige?

Tja opgaverne venter.

Illustration: www.activeworlds.com