Stram økonomisk styring

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De senere års mange foreningsaktiviteter har tæret hårdt på DLFs egenkapital. Den har for nylig været nede på 70 millioner kroner, men ved at fortsætte den stramme økonomiske styring, som hovedstyrelsen nu praktiserer, kan egenkapitalen i foreningens såkaldte hovedkasse komme op på 133 millioner kroner i 2008, som det vurderes er nødvendigt, sagde økonomichef Oskar ­Trieb, da han den 20. januar præsenterede den nyvalgte hovedstyrelse for »Rigets økonomiske stilling«.

Der er vandtætte skotter mellem hovedkassen, foreningens daglige drifts­økonomi og Særlig Fond, hvis midler kun kan anvendes, hvis foreningens medlemmer kommer i en overens­komstk­onflikt.

I sin analyse kom Oskar Trieb ind på en række styrker, svagheder, muligheder og trusler. Blandt DLFs økonomiske styrker nævnte han den stærke, fælles læreridentitet, som betyder, at næsten 98 procent af folkeskolens lærere er organiseret i DLF. Men omvendt kan det også være en svaghed, at op mod 93 procent af foreningens indtægter kommer fra kontingenterne, sagde han.

Foreningens kursusejendomme er ud over at de set under et bidrager positivt til økonomien også »gode ambassadører for foreningen«, sagde økonomichefen.

Set fra en økonomisk synsvinkel er det en svaghed, at DLF har så mange relativt små kredse, hvor mange ens opgaver løses mange forskellige steder, lød en anden vurdering. På positivsiden nævnte han også foreningens låneafdeling, som mange medlemmer bruger flittigt, og den nye bogklub for lærere, som går i luften med de første medlems­tilbud i denne uge.

»Hovedårsagen til, at man melder sig ind i DLF, skal altid være det fagfor­eningsmæssige, men det er bestemt også godt, at man kan yde medlemmerne service på andre områder«, sagde han og nævnte de økonomiske fordele, som for eksempel lærerstuderende kan få ved at købe studiebøger gennem lærerbogklubben.

Blandt truslerne nævnte Oskar Trieb et muligt fald i antallet af stillingsannoncer i Folkeskolen og regeringens fjernelse af portostøtte til fagblade. Det sidste er en realitet fra 1. marts.

En anden mulig trussel er den internationale tendens til at fagforeninger mister medlemmer.

»Det er ikke in hos alle unge at være organiseret«, sagde han.

-th