Mange lærere kender en tidsrøver. En elev, der forstyrrer, er ukoncentreret og meget spørgende. Lærerne på både Sø­skolen og Åskolen kender en tidsrøver det er bare helt forskellige elever. På Sø­skolen er en tidsrøver en dreng med tyrkisk/kurdisk baggrund, mens det på Å­skolen er en pige med dansk baggrund.

Det er bare én af mange overraskende pointer, som kan læses i cand.psych. Dorthe Staunæs afhandling, hvor hun har fulgt eleverne i to 7.-klasser på to naboskoler i et år. På den erklærede multikulturelle skole er tidsrøveren en dansk pige. På den erklærede danske skole er tidsrøveren en tyrkisk/­kurdisk dreng.

I det hele taget findes der nogle ret forskellige personer på de to skoler, og ifølge Dorthe Staunæs handler det om, hvem der har lov at udfolde sig de forskellige steder og på hvilke måder.

Strategisk tørklæde

Selma er elev på Åskolen. Hun har tyrkisk baggrund og går med tørklæde. Esra er elev på Søskolen også hun har tyrkisk baggrund og kommer fra samme landsby som Selma, men hun går ikke med tørklæde.

Men Selma går ikke med tørklæde på grund af Allah eller sine forældres krav.

»Hun bruger tørklædet strategisk. Tørklædet giver hende nogle muligheder, som hun ikke ellers ville have. Med tør­klædet signalerer hun, at hun er en pæn og ærbar muslimsk pige, og dermed får hun mulighed for at deltage i aktiviteter, som ligger på grænsen af, hvad hun ellers kunne deltage i. Hun kan gå til fest, og hun kan følges med drenge fra klassen uden for skolen uden at blive opfattet som en kæreste«, siger Dorthe Staunæs.

»Esra minder meget om Selma, men hun vælger ikke at have tørklæde på, fordi et tørklæde netop ville begrænse hende i det miljø, hun færdes i«.

På Søskolen går piger med tørklæde i en gruppe for sig selv, mens piger med tørklæde kan være med i mange forskellige grupper af både piger og drenge på Åskolen.

Dorthe Staunæs mener, at Selma kan gå et skridt videre end Esra. Her i 7. klasse begynder Esra at få nogle problemer, fordi de andre elever ikke helt anerkender den del af hende, der er tyrkisk. Men hvis hun på Søskolen tog et tørklæde på, ville det være for tydeligt et tegn på, at hun er anderledes.

Selmas tørklæde er dog heller ikke uden problemer. Hun valgte oprindelig tørklædet, fordi hun gik på en arabisk friskole, hvor de andre piger fra 3. klasse begyndte at gå med tørklæde, men Selma tog altid tørklædet af, når hun kom hjem fra skole og gik ned for at lege. Hendes for­ældre tog hende ud af friskolen, fordi de mente, den var for autoritær. Selma fortsatte dog med at gå med tørklæde. Kun når hun var på ferie i Tyrkiet, tog hun det af, fordi det var »for varmt« og signalerede en politisk islamisme, som hun ikke kunne relatere sig til.

Så i begyndelsen var Selmas tørklæde et valg, men efterhånden er det »groet fast«. Det er blevet for svært at tage det af igen

»Danskerluderen«

Der er blinde pletter på begge skoletyper, viser afhandlingen. Begge steder er der elever, der stemples som vanskelige.

Bettina er en af Åskolens tidsrøvere. En rummelig dansk pige, der fungerer godt socialt, men måske mindre godt rent fagligt. Hun er lyshåret, går i stropbluse med bar mave og kysser med drengene altså indvandrerdrengene. Hun synes, det er lidt kedeligt at være dansk, hun vil hellere danse mavedans.

Bettina bliver kaldt »luder« eller »danskerluder«. Hun er populær hos indvandrerdrengene og de piger, der ligner hende, men upopulær hos de andre danske piger og de danske drenge. Hun gør i deres øjne noget, der er tabu. Og Bettina findes ikke på Søskolen.

Sex fylder mere i 7. klasse på Åskolen, end det gør på Søskolen. På Åskolen er 7. klasse en del af overbygningen, mens klassen på Søskolen er en del af mellem­trinnet. Dét gør en forskel, mener Dorthe Staunæs.

I afhandlingen forklarer hun, hvordan elevernes forestillinger om hinanden skævvrides, så roller som billig luder, aseksuel muslimsk pige, glubsk og potentiel voldtægtsforbryder opstår.

»Når kulturer mødes, står kampene altid omkring køn og seksualitet. Det er almindeligt, og selv om der er mange forskelle på de to skoler, er der også meget enshed. Men de emner, man nedtoner, når man diskuterer, de bliver ofte betonet, når man taler om problemer«, siger Dorthe Staunæs.

En bøsset grænsefigur

På Åskolen findes også drengen Wahid i en ældre klasse. Han fylder i nogle af 7.-klasse-elevernes bevidsthed. Han er klam, mener flere af pigerne med paki­stansk baggrund. Wahid kommer selv fra Pakistan. Men han er klart en grænsefigur på skolen.

Wahid lysner sit sorte hår og fjerner hår på arme og ben. Han taler affekteret i et højt toneleje og klæder sig meget anderledes end de andre drenge med anden etnisk baggrund, der går med Nike-hue og Adidas-bukser. Wahid går med røde trompetbukser, og pigerne mener, han er bøsse. Selv siger han, at han opfatter sig mere som dansker end som pakistaner.

Den racistiske lærer

Også blandt lærerne er der både forskelle og ligheder mellem de to skoler. Men de racistiske lærere findes kun på Søskolen.

Arne er ikke en af de racistiske lærere, men han er på vej derhenad, og han er temmelig bekymret for fremtiden.

Arne fortæller, at han ikke føler sig sikker på indvandrerdrengene, at han ikke tør vende ryggen til dem. »Bittesmå ting hver dag gør, at man bliver flyttet i sine holdninger. Fordi man har en konfrontation med de tyrkiske drenge hver dag. Det er dem, der er problemet Politikerne taler og taler. Jeg frygter for grupperinger. Bander. Det læser jeg i avisen hver dag«.

Arne vil eksportere disse elever, »drukne« dem i store danske grupper.

»Der findes lærere på Søskolen, der er decideret racistiske, og skolens ledelse mener, at der skal være plads til dem, fordi de er en del af virkeligheden«, fortæller Dorthe Staunæs.

»Men sådan en lærer er jo ikke bare med til at afspejle virkeligheden. Han er med til at skabe den. På Åskolen bliver en racistisk lærer slet ikke ansat, for det vil man ikke tolerere«.

I afhandlingen er skolelederen på Sø­skolen citeret for, at der findes racisme på skolen, og at man slår ned på det, når man møder det. Nogle lærere har været til samtale, men samtidig mener man, at det er en del af virkeligheden, så man må tage fat på problemet, når man hører om det.

For kedeligt at være dansk

På Søskolen så Dorthe Staunæs, hvordan den danske kultur hele tiden blev påpeget i undervisningen. Under en temauge med frit emne valgte en elev at besøge den tyrkiske ambassade for at få viden om Tyrkiet. Han blev konfronteret med, at han jo nu bor i Danmark og derfor bør øge sin viden om det land, han bor i, frem for det land, han har forladt.

I kristendomsundervisningen observerede hun, hvordan læreren forsøgte at inddrage elever med tyrkisk/kurdisk baggrund som særligt kompetente, da de talte om islam. Men eleverne tog ikke imod. De ønskede, ifølge Dorthe Staunæs, ikke at være anderledes og dermed vide noget specielt.

Flere lærere på begge skoler påpeger, at problemer ikke har noget at gøre med, om man er indvandrer eller ej, det er snarere dårlige sociale og økonomiske vilkår, der skaber problemer.

På Åskolen har man oplevet en stigende utilfredshed hos de etnisk danske for­ældre. De har oplevet en manglende interesse i forhold til deres børn, så det forsøger skolen nu at gøre noget ved.

»Åskolen har glemt, at etnisk dansk også er en etnicitet. De danske elever har manglet redskaber til at forstå sig selv«, mener Dorthe Staunæs.

»Jeg tror for eksempel, at Bettina oplever dansk som værende for kedeligt. Hun vil hellere være noget andet, noget, der er mere spændende«.

Begge skoler har fået Dorthe Staunæs afhandling, og kommentaren fra Åskolen er netop, at de har fået noget at tænke over. Noget, de kan bruge fremover.

Etnicitet skal diskuteres

Tilbage er hele spørgsmålet om, hvordan man bedst laver skole, når man har mange etniciteter samlet.

»Det handler om, hvad man kan være det enkelte sted, og det er meget forskelligt. Søskolens praksis er meget ensgjort og stram. Åskolen løsner mere op, her ser eleverne ud til at få bedre mulighedsrum, men der er også grænser for, hvor meget man kan løse op. Det er jo stadig en dansk folkeskole«, siger Dorthe Staunæs.

»Vi sætter etiketter på folk, og vi har brug for kategorierne for at skabe orden. Men vi kan prøve at udfordre kategorierne. Prøve, om vi kan se dem på andre måder, for de kategorier, vi tilbyder folk, bekræfter dem og er problemskabende«.

»På Søskolen vælger de hele tiden at se væk fra etnicitet som et problem, fordi de ikke vil se tingene med elevernes øjne, men på skolen synes de jo, at de har et problem«.

Hun fremhæver, at lærere for eksempel kan sige om en elev med filippinsk baggrund: »Jeg tænker aldrig på ham som ikke-dansk, for der er jo aldrig problemer med ham«.

»Det handler om magt. Om hvem der har lov til at udfolde sig og på hvilken måde. Når jeg er ude at holde foredrag om dette emne, bliver jeg lynhurtigt kategoriseret som enten halal-hippie eller racist. Fordi folk altid læser deres eget deres egne holdninger ind«.

»Hvad man vælger at gøre på en skole, har betydning for, hvem der bliver set som problematiske og uproblematiske. Man er nødt til at diskutere dette, og efter min mening kan man ikke se bort fra etnicitet i diskussionen. På Søskolen vil man ikke diskutere etnicitet, og det tror jeg ikke er holdbart. Det giver ikke mulighed for at udvikle sig, flytte sig fra de kasser, vi mennesker putter hinanden i«.

Og hvordan er det så siden gået eleverne? Jo, Selma er nu mønsterelev i gymnasiet, og Bettina er konverteret til islam.

hlauritsen@dlf.org

Cand. psych. Dorthe Staunæs har skrevet ph.d.-afhandling om etnicitet, køn og skoleliv. Afhandlingen beskriver hendes forskning på to storkøbenhavnske folkeskoler i samme forstadskommune i 1999/2000, hvor hun fulgte to 7.-klasser. De to skoleledere beskriver skolerne som hinandens modsætninger.

Dorthe Staunæs har omskrevet afhandlingen til en bog, der udkommer i løbet af foråret på forlaget Samfundslitteratur. Titlen kendes endnu ikke, men undertitlen er »Køn, etnicitet og skoleliv«.

Søskolen

Eleverne kommer dels fra socialt boligbyggeri, dels fra parcelhuskvarter. Cirka 30 procent af eleverne har anden etnisk baggrund end dansk. Undervisningen er opdelt i lektioner, og der er meget klasse­undervisning. Skolens grundtone er monokulturel en dansk folkeskole, hvor man forsøger at opbygge en særlig Sø­skole-kultur.

Åskolen

Eleverne kommer fra socialt boligbyggeri. Omkring halvdelen af eleverne har anden etnisk baggrund end dansk. Undervisningen er modulopdelt, og der er en del gruppearbejde. Skolens grundtone er multikulturel en dansk folkeskole, hvor det opleves som en kvalitet, at skolen har mange kulturer repræsenteret.