Østens vismænd fandt, hvad de søgte, og her er julen for længst pakket sammen, men TV2s julekalender er værd at gemme.

Lige på og uden skygge af berøringsangst tog »Jesus og Josefine« fat på troens kernespørgsmål: Hvordan ville verden have set ud uden kristendommen. Lige så ubesværet fortaltes historien om den almindelige pige, der fik svar på, hvorfor julen ikke kunne flyttes til fordel for hendes fødselsdag. Det kristne budskab i en nøddeskal.

Beskæmmende for folkeskolen, at TV2 på 24 dage løser en opgave, som samfundets fremmeste kulturbærende institution ikke har formået at løse. Kalenderen gav ethvert skolebarn konkret viden om Jesu liv, og sidst, men ikke mindst, har børnenes videbe­gærlighed og nysgerrighed fået næring. Enhver lærer, der har undervist i blot én kristendomslektion, ved, at børn er dybt optaget af kampen mellem det onde og det gode, hvilket de åbent forholder sig til, når der gives mulighed herfor.

Skolens svigt er netop sidst på året afsløret i undersøgelser af skolebørns faktiske viden om kristendommen eller rettere mangel på samme. Flertallet af elever i 9. klasse kunne ikke besvare elementære spørgsmål om jul, påske og pinse.

Ulla Tørnæs går nu i aktion for med lov i hånd at højne det neddroslede fag. »Jesus og Josefine« var god timing. På den kreative måde.

Kristendom er et lavstatusfag i skolen. Det er ikke faget, som får fagfordelingen til at skælve. Tværtimod bruges faget ofte til at lime skemaer med. Kristen­doms­kontoen tillægges ikke prestige som danskkontoen, og de færreste lærere interesserer sig nævneværdigt for materialeindkøbet til dette grundlæggende fag, der trods tidens vantro står på elevernes skema fra 1. til 9. klasse.

Og har man nogensinde hørt moderne pædagogiske vismænd gå i brechen for et kristent kompetencebegreb, for værdier, hvor fællesskabet, naturen og hensynet til næsten sættes over den enkeltes mulighed for selvudfoldelse?

Det er på høje tid, at skolen vender blikket fra udgangspunktet i den enkelte elev og mod noget andet end »mig selv«, nemlig det fælles tredje: historien, naturen, medmennesket, og lader mødet hermed forme og danne eleven. At være bøjet under noget større giver frihed til ikke evindeligt at skulle skabe sig selv i reklamens og forbrugets tomhedsspejl. Dannelsens indhold ligger lige foran os og får, som det sker i julekalenderen, mening, når vi selv giver det værdi i forpligtende handling.

Skolen kunne i det nye år ranke ryggen og tage kampen op mod de flydende værdier. En besinden sig på værdier omsat i konkret handling ville uden tvivl aftvinge respekt hos tosprogede elever og forældre, løse en del problemer med desillusionerede lærere, mob­ning og vanskelige forældre.

Mens robotbilen »Spirit« futter rundt på Mars, kunne vi kærligt minde hinanden om, at vores verden er skabt, og bede en bøn om mere Grundtvig og mindre Gardner i skolen.