Begejstringen bliver udtrykt i mange decibel, da 2.b på Søndermarkskolen i Horsens sætter sig foran tasterne i skolens computerlokale.

Men sådan skal det næsten også være, når nu klassen i halvandet år har arbejdet sammen med klasser fra Odense og København om it-projektet »Det polyfone klasserum« det mangestemmige klasserum.

Denne onsdag før jul skal de 20 elever i 2.b sende post til deres faste e-mail-venner fra Odense.

»Hej med dig. Har du det gåt? Glæer du dig til jul?« spørger Melanie Can Kristensen og Merve Özçelik Abdullah og Jasmin i 2.c på Abildgårdskolen i Odense.

De to pigers blikke er vendt mod skiftevis tasterne, skærmen og brevet, som de har skrevet i hånden på forhånd. Der er rynker i pigernes pander, ryggene er krumbøjede, og pegefingrene svæver langsomt hen over tastaturet, mens de søger efter det rigtige og i nogle tilfælde altså det forkerte bogstav.

Lærer Nuray Inceer lader hånt om stavefejlene. De store bogstaver, som har forvildet sig ind blandt deres små artsfæller, får også lov til at blive. Det er ikke den sproglige korrekthed, der er i centrum her, men derimod glæden ved at bruge sproget.

»Det at have nogen at skrive med giver motivation til børnene. De synes, det er spændende, og de er vilde med at arbejde foran computeren«, siger Nuray Inceer, som er fra Tyrkiet, men uddannet på Århus Dag- og Aftenseminarium.

»Det er meget sjovere at skrive på computer end i hånden«, siger Melanie, mens Merve nikker samtykkende.

Teknikken ingen hindring

De to piger er hurtigt færdige med at skrive deres brev, men det betyder ikke, at brevet er klar til at blive sendt af sted. Der skal først leges lidt med både skriftens størrelse og farve, og så skal der vedhæftes en tegning, som de har lavet i computerens tegneprogram og gemt i deres mappe på harddisken.

Lisbeth Glerup, der er tosprogskonsulent i Horsens Kommune og kvinden bag projektet, indrømmer, at det var en satsning at slippe 1.-klasse-elever løs i skolens computerlokale:

»Vi var temmelig spændte på, om det ville falde til jorden med et plask. Jeg frygtede, at de hverken ville huske pass­word eller noget som helst«.

Det tekniske er dog ingen hindring. For de fleste af børnene er »password« nu et ganske almindeligt ord, og med et snuptag er de inde i postprogrammet, men for nogle få kniber det stadig. Især musen driller. De små fingre har knap nok kræfter til det svære dobbeltklik.

»Vi har lært det af Nuray. Hun har forklaret det mange gange nede i klassen. Jeg lærte det først efter lang tid«, fortæller Merve og smiler forlegent.

Det, der satte Lisbeth Glerup i gang med projektet, var, at hun opdagede, at de tosprogede børn ikke brugte sproget ret meget, fordi de trods en international baggrund lever i en meget lille verden.

»Samtidig var jeg på det tidspunkt meget optaget af at afprøve, om man lærer sprog ved simpelthen at bruge det. Og ved at skrive via it får man jo produceret meget mere sprog«, siger Lisbeth Glerup.

Derfor er Det polyfone klasserum i lige så høj grad et integrationsprojekt, selv om det handler om sprog og it, forklarer Lisbeth Glerup.

»Det at beherske sproget er et af midlerne til at blive integreret, fordi man kun ved at beherske sprog kan skaffe sig en uddannelse«, påpeger hun.

Projektet tilgodeser både de sprogstærke og de sprogsvage elever. Faktisk skrev nogle af eleverne i begyndelsen breve på deres modersmål, men det var også i orden bare de brugte og udviklede deres sprog.

»Det er muligt for hver enkelt elev at gå ind med det niveau, vedkommende har, og skrive en e-mail. Den kan jo skrives på mange niveauer. Som lærer har man en enestående mulighed for at differentiere, når man arbejder med det her«.

God forældreopbakning

Projektet har gjort, at eleverne har rykket sig meget rent fagligt.

»De er kommet meget længere med at læse og skrive. De har fået et meget større ordforråd, og de tør bruge sproget«, siger Nuray Inceer.

Også på det personlige plan har det givet børnene en masse, fortæller hun:

»De er blevet mere trygge ved at bruge sig selv, og de har fået mere selvtillid, fordi de har oplevet, at de kan nogle ting, og de har vist det til forældrene«.

Som en del af projektet har forældrene nemlig selv prøvet kræfter med at sende e-mail. Med børnene som lærere. Forældrene har været inviteret op på skolen for at skrive til forældrene på de to andre skoler, der er med. Da nogle af forældrene ikke er så gode til dansk, fik de lov til at skrive på deres modersmål. Helt i tråd med projektets ånd.

Netop forældrene især de tosprogede har været en vigtig brik. På skoler, hvor der er mange tosprogede børn, har man tit oplevet, at de tosprogede børns forældre ikke deltager lige så aktivt i skole-hjem-samarbejdet som de danske børns forældre. Sådan er det ikke i 2.b på Søndermarkskolen.

»Det bedste har faktisk været at se den store forældreopbakning. Næsten alle for­ældrene var med til det aftenmøde, som vi holdt. Når der er noget konkret, de kan være med til, så kommer de. Projektet har helt klart været med til at skabe en bedre kontakt til de tosprogede forældre«, fast­slår Nuray Inceer.

Projektet består ud over Søndermarkskolen i Horsens og Abildgårdskolen i Odense af Alsgades Skole i København. Fælles for skolerne er, at alle tre skoler har mange tosprogede elever.

Børnene udveksler elektronisk billeder, tegninger, opgaver og breve. De er i kontakt via mobiltelefon, web-kameraer og e-mail. Kun én gang har eleverne mødt hinanden. Se mere på www.det-polyfone-klasserum.dk