Folkeskolens leder:

Struktur på struktur

Underrubrik

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Tiderne de skifter baby, og solen går sin gang« (C.V. Jørgensen)

Det kommunale landkort ser ud til at stå over for en forandring efter offentliggørelsen af Strukturkommissionens betænkning i sidste uge. Nu er processen så småt skudt i gang, og efter de første politiske udmeldinger ser det ud til, at der er bred enighed om, at tiden er inde til forandring.

Fornyelse og udvikling på det kommunale og offent­lige felt er lige så stor en nødvendighed som på det private. Landet står over for en stor økonomisk udfordring med overgangen fra den gamle industriøkonomi til en vidensbaseret, som ingen rigtig ved, hvordan hænger sammen. Derfor er organisationer tvunget til at tænke nyt hele tiden for at være med til at tilfredsstille borgernes krav til det fremtidige velfærdssamfund.

Nu er der måske ingen, der kan bevise, at større kommuner nødvendigvis er bedre til at opfylde borgernes umiddelbare krav til service, end de små er. Men når der skal tænkes langsigtet, siger det næsten sig selv, at større enheder har større muligheder for at sammensætte medarbejdergrupper, der på baggrund af erfaring, viden og indsigt for eksempel på skoleområdet kan komme med kvalificerede bud på, i hvilken retning udviklingen bør ske på det overordnede niveau, hvis Danmark fortsat skal kunne bevare en velfærdsmodel på det høje stade, som alle borgere har en instinktiv forventning til.

Når det så er sagt, er næste skridt at konkludere, at større kommuner ikke nødvendigvis er ensbetydende med større besparelser. Det kræver »investeringer« blandt andet i den humane kapital at opretholde et samfund, der konstant må forandre sig for at være trimmet til at kunne klare sig i den internationale konkurrence.

Her ligger der et stort projekt og venter, hvis det ender med de skitserede færre kommuner. At ansvarlige politikere hurtigt får markeret, at det er kvalitet og ikke forringelser, der er målsætningen, og sam­­tidig får de kommunalt ansatte til at føle medejerskab til projektet ved at inddrage dem i beslutninger, der kommer til at vedrøre de enkelte områder. For eksempel når der skal tages stilling til skolelukninger. At der bliver lyttet fra mange sider, før en eventuel ubehagelig afgørelse bliver truffet, så parterne politikere, ansatte, borgere ikke står tilbage med en fornemmelse af, at der er taget en forkert beslutning. Her ligger der en stor udfordring i at forbedre den demokratiske proces. Det må handle om at få alle parter til at se det fornuftige i de beslutninger, der skal træffes, fordi de er med til at forbedre kvaliteten og ikke sænke den.

At gennemføre en ny struktur bør kunne ses som en naturlig/nødvendig udvikling, så det bliver indlysende for alle, at den gamle struktur har overlevet sig selv.

kac

Læs side 4

At ansvarlige politikere hurtigt får markeret, at det er kvalitet og ikke forringelser, der er målsætningen