Tal svæver i luften

Ingen kender de præcise tal for, hvor mange der modtager almen specialundervisning

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kongressens debat om specialundervisning var præget af tal. Der var vidt forskellige bud på, hvor mange elever der får specialundervisning. Det er der en meget naturlig forklaring på. Der findes nemlig ingen statistikker, som viser, hvor mange der modtager almen specialundervisning.

»Der er andre elever end dem, som er registreret i statistikkerne. Der er opholdssteder, som selv driver undervisning. Der er behandlingshjem, der har egen skole, og anbringelsessteder, hvor der også er skole. Det er en social henvisning hvad angår anbringelse, men ikke hvad angår undervisningen«, siger Bjarne Nielsen, ledende skolepsykolog og børn og unge-chef i Jægerspris og formand for Pædagogiske Psykologers Forening, til Folkeskolen.

I mange kommuner er der skoletrætte elever, som bliver undervist i ungdomsskoleregi, og der er efterskoler for ordblinde og for elever med andre typer skolevanskeligheder, de er heller ikke med i statistikkerne, fortæller han.

»Vi har brug for seriøs statistik, der viser, hvor mange der ikke bliver undervist i skolen. Indtil man ved, hvad det rigtige tal er, skal man ikke dunke hinanden i hovedet med tal. Når man ikke kan have tiltro til tallene, er det kun med til at afspore debatten«, siger Bjarne Nielsen.

Han tør dog godt skyde på, at der i Jægerspris Kommune er seks til syv procent, som bliver undervist uden for skolerne, og en stor del af dem er ikke med i statistikken.

Skoler svarer ikke korrekt

Niels Egelund, professor i specialpædagogik på Danmarks Pædagogiske Universitet, har stået for at indsamle tallene for 2002. Han bekræfter, at de nævnte grupper ikke er med i statistikken. Men selv hvis man holder dem ude, er der usikkerhed.

»Det er et spørgsmål om, hvorvidt skolerne har udfyldt skemaerne korrekt. En del tal skreg til himlen. Der var skoler, som svarede, at ingen fik specialundervisning, mens der på andre skoler var over 30 procent i specialundervisningen. Nogle af de skoler har vi ringet op, og bagefter har vi korrigeret tallene. Men det har vi ikke gjort ved alle«, siger han.

»Det handler om, hvad det er, man kalder specialundervisning. Nogle får hjælp, uden at skolen kalder det specialundervisning«, siger Niels Egelund.

Han mener, at man kan bruge tallene som indikation på, hvordan det forholder sig i virkeligheden.

»Min vurdering er, at tallet er, som det har været i mange år. Det ligger omkring 12-14 procent, men er måske for nedadgående. Måske«, siger han.

Bjarne Nielsen er ikke enig i den vurdering.

»Det er mit indtryk, at tallet har været stigende siden 80erne. Optællinger fra flere kommuner viser, at der er tale om en betragtelig stigning«, siger han.

Selvom tallene ikke er klare, er Bjarne Nielsen og Niels Egelund enige om, at for mange modtager almen specialundervisning, og at kommunernes udgifter til specialundervisning ikke er steget.

Tallene

Så mange er blevet henvist til specialundervisning ifølge Under­visnings­mini­steriet:

1986/87: 12,8 procent

1993/94: 13,3 procent

1994/95: 12,8 procent

1999/2000: 11,9 procent

29 procent af kommunerne forventes at skære i specialundervisningen næste år, mens 63 procent forventes at opretholde det nuværende niveau.

Det viser en undersøgelse, DLF har foretaget. Undersøgelsen bygger på vurderinger fra DLFs lokale kredse.