Palle Schmidt

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det var med stor sorg, at vi på Hørup Centralskole modtog meddelelsen om Palle Schmidts pludselige og alt for tidlige død.

Palle blev 50 år sidst i december 2002 og fejrede i august 2003 sit 25-års-jubilæum på skolen, hvor han var en særdeles afholdt lærer og kollega.

Med sin helt egen personlighed og stil havde Palle et exceptionelt godt forhold til sine elever, som nød godt af både hans menneskelige varme og sjove sønderjyske væremåde. Han var dog først og fremmest, også uden for Sydals Kommune, kendt for sin meget store faglige dygtighed og sit brændende engagement i fagene matematik, fysik/kemi og elektronik. Utallige er de elever, der har fået vakt en naturfaglig nysgerrighed og interesse ved at kende Palle.

Som kollega markerede Palle sig som en yderst hjælpsom og behagelig person. Ingen gik forgæves til ham med spørgsmål inden for hans fag. I en lang årrække var Palle tillidsmand og som sådan meget entusiastisk i forbindelse med kollegers ve og vel. Til fester på skolen optrådte Palle ofte som frontfigur med sin guitar i det lokale husorkester, og i fritiden huserede han i forskellige rockorkestre i Sønderjylland. Palle var et familiemenneske, en god ægtemand og en stolt far.

Vores tanker går til Hanne og børnene Mads og Matilde i denne svære tid.

Intet menneske, der har kendt Palle, vil nogensinde glemme ham.

Ledelse og kolleger på Hørup Centralskole