Folkeskolelovens udelthedsprincip har nødvendiggjort en forvanskning af pædagogikken i retning af at tjene en politisk ønsket lighedsbetonet ensgørelse af befolkningen. Under foregivende af at ville højne de svages niveau er en pædagogik sammenstykket til miskreditering af specialundervisningen som ren børnemishandling og til at køre den ekstreme rummelighed i stilling som kronen på udelthedens stædigt fastholdte påstand om evnen til at kunne højne de svages niveau. Større held har man dog haft til at sænke niveauet for de stærke, hvilket har foranlediget en meget omtalt flugt til friskolerne, hvilket igen har foranlediget et stort behov for at skjule baggrunden for de ubehagelige kendsgerninger. Den tilstræbte ensgørelse er derfor for længst søgt skjult bag en fordækt snak om bekæmpelse af den sociale arv. Det er jo ulige nemmere at få forståelse for denne heroiske kamps resultatløshed end for folkeskolelovens ensgørelseshensigter, der altså trods alt har haft en effekt for de bogligt stærke. Kampen mod den sociale arv er derfor gefundenes Fressen for politikerne og deres pædagogiske bagland, fordi den fritager dem for at tale ærligt om det, de med folkeskolelovens hjælp har for med befolkningen. Men i baggrunden arbejder ondskabens resursestærke familier på at realisere den delte folkeskole enten ved at fravælge folkeskolen eller ved med det frie skolevalg at dele landets skoler i »stærke« og »svage« skoler.