For nylig så jeg i et fagligt debatforum på nettet en erklæret sprogrøgter blive beskyldt for nationalisme.

Den formastelige havde ellers ikke i sammenhængen begået nogen anden brøde end et velformuleret forsvar for sit danske modersmål.

At røgte sproget handler nemlig ret beset bare om at sikre den bedst mulige kommunikation mellem mennesker. Så lad mig derfor straks påpege, at sprogrøgternes vigtigste punkt på programmet vel må være at forhindre såkaldte sammenbrud i den sproglige struktur.

Det lyder måske temmelig indviklet, men handler såmænd bare om, at eksempelvis grammatik, staveregler, udtale og slige sager er på plads, hvilket strengt taget tillige er og altid har været enhver fagligt velfunderet dansklærers fornemste opgave.

Noget ganske andet og mere problematisk er så sprogrøgternes andet punkt på programmet, som må være at vogte vågent, men bestemt ikke pedantisk ved sprogets ydre grænser. Nye ord og begreber har nemlig altid bevæget sig nogenlunde frit ind over grænserne.

Min egen sproglige konservatisme er for resten ikke mindst kommet til udtryk ved en konsekvent vægren mig ved at skulle bruge det ny komma. Undervist i det har jeg selvfølgelig, men derfra og så til at bruge det er der et meget, meget stort spring.

Det gamle komma, som også kaldes det grammatiske, sidder simpelthen så dybt rodfæstet i mit sproglige beredskab, at Dansk Sprognævn må gribe til mere barske metoder, hvis jeg skal tvinges til at bruge det ny.

Derved ligner jeg tilsyneladende den kompakte majoritet af mine medborgere, men Dansk Sprognævn har vist også opgivet kampen.

Det korte af det lange er altså, at en øget bevidsthed om vort eget sprog bestemt ikke er udtryk for nationalisme, men kun en sund fornemmelse for det fundament, man forhåbentlig står nogenlunde skridsikkert fast på.

Afslutningsvis kan det i al fredsommelighed konkluderes, at sproget selvfølgelig skal røgtes, men med både nænsom og sikker hånd.