Det er al ære værd at ville skabe den bedst mulige folkeskole, og indtil andet er bevist, må vi gå ud fra, at det også er politikernes ærinde. Det er også forståeligt, at man gerne vil signalere handlekraft, men det er klogt at overveje sine handlinger, før man springer ud i dem. Ellers kan man pludselig befinde sig et sted, hvor man ikke kan bunde. Har man for eksempel overvejet, om de mange millioner, det vil koste at producere landsdækkende prøver, kunne anvendes på bedre måde i folkeskolen?

Som en, der har haft ansvaret for den internationale læseundersøgelse (1994), og som har haft andel i Nordlæs (1996) og Pisa-undersøgelserne (2001), kan jeg vel næppe få skyld for at være testforskrækket. Men som professionel på området er jeg bevidst om både det arbejde, det er at udvikle brugbare test, og begrænsningerne i de informationer, som test og prøver kan give. De vil kun opfange en del af det samlede billede. Denne viden kan være vigtig i det store skolepolitiske billede, men er helt utilstrækkelig som grundlaget for den enkelte elevs udvikling. Den viden, politikerne vil teste sig til, har lærerne allerede mulighed for at få. Det kaldes løbende intern evaluering. Den kan ikke let sættes på skalaer og tal og egner sig derfor ikke til en offentlig gabestok eller prisuddeling, men den har den fordel, at den tager hensyn til elevens samlede livssituation.

Det er forståeligt, at politikerne reagerer på de alarmerende udmeldinger, der kommer fra de internationale undersøgelser og jeg vil gerne understrege, at jeg mener, at disse undersøgelser skal tages alvorligt. De har afspejlet svagheder i vores skolesystem, som vi skal have taget hånd om, men det giver næsten sig selv, at hvis der havde eksisteret snuptagsløsninger på problemerne, så var problemerne nok slet ikke opstået i første omgang. Årlige test for elever helt ned fra 2. klasse er altså ikke den pletfjerner, der kan fjerne pletterne på vores internationale rygte. Det kan i øvrigt undre, at når det drejer sig om at fjerne pletter på vores tøj eller vores dyre sofa, så ville vi aldrig drømme om at anvende ét pletfjerningsmiddel til alle typer af stoffer. Nogle midler vil nemlig mørne nogle stoffer, så der kommer huller i det. Nej, vi vælger omhyggeligt det rigtige middel, og så afprøver vi altid pletfjerneren på et lille stykke og på vrangen for at se om pletmidlet nu også virker, eller om det fjerner alle farverne i tøjet også. Men når det drejer sig om vore børn, så er vi åbenbart uden videre parat til at bade dem alle i ét og samme middel uden først at undersøge, om det skulle have den ønskede virkning, eller om der var elever, der tager skade deraf.

Talrige internationale erfaringer viser, at en udbredt anvendelse af test ikke er uproblematisk. Skolen kommer let til at undervise i testen og glemme det overordnede mål, der lå bag, og så har man spildt tiden med at undervise i nogle færdigheder, der er ubrugelige i andre sammenhænge. En pædagogisk test skal også anvise en handlemulighed. Hvad sker der, hvis man bliver vejet og fundet for let? Det er ikke altid nok at sige: Nu må du altså tage dig sammen. Det kan mange af de japanske unge, som hvert år burer sig selv inde på deres værelser bag lukkede gardiner og døre, tale med om.

Politikerne handler ud fra en fornemmelse af, at der er sket en deroute af skolen, men faktisk er der sket en produktivitetsstigning. Det er en kendsgerning, at en elev i dag efter ni års skolegang med det vejledende timetal har haft færre dansktimer end den elev, der i 1960erne gik ud af skolen efter 7. klasse. Faktisk mangler vor 9.-klasse-elev cirka 352 dansklektioner i forhold til datidens 7.-klasse-elev, svarende groft regnet til en ekstra dansktime om ugen i alle ni skole­år. Og samtidig er andelen af en årgang, der tager en gymnasial ungdomsuddannelse, steget fra cirka ti procent til omkring 60 procent. Det er en effektivitetsforøgelse, der har vasket sig, og den er vel at mærke sket, samtidig med at vi har bevaret langt de fleste elevers glæde ved at gå i skole.

Jeg kan kun glædes over politikernes vilje til at ville noget med folkeskolen. Det har allerede udmøntet sig i en række ændringer og blandt andet i en klarere udmelding af de forventede delmål, eleverne skal nå. Måske skulle vi give os tid til at se, om dette middel virker, før vi pøser noget mere pletfjerner på, så jeg vil gerne opfordre politikerne til ikke at kaste barnet ud med badevandet, men nøje at overveje, hvordan øgede resurser bedst kan anvendes til de forbedringer i skolen, som vi alle gerne ser for eksempel til mere undervisning og efteruddannelse.

Seniorforsker, Institut for pædagogisk psykologi, Danmarks Pædagogiske Universitet, jm@dpu.dk